FORSKNING


Halvering af antallet af børn med autisme


En stor forskningsundersøgelse viser, at når de nye amerikanske diagnosekriterier indføres vil det betyde en næsten halvering af antallet af autismediagnoser. Den femte version af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders træder i kraft i 2013 og den indebærer, at den tidligere opdeling i forskellige typer af autismespektrumforstyrrelser vil blive afskaffet. Samtidig strammes kriterierne for en autismediagnose, og det er disse stramninger, som reducerer antallet af børn med autisme i betydelig grad. Revisionen af diagnosekriterierne sker først i USA og vil senere blive gennemført i Danmark.

Forskningsundersøgelsen omfatter 2.721 vuggestuebørn, der var under mistanke for autisme. Alle børn blev udredt efter både den eksisterende diagnosemanual (DSM-IV) og den kommende diagnosemanual (DSM-5). Børnene var visiteret til statens Louisianas Early Intervention System – EarlySteps – pga. mistanke om autistiske symptomer. Børnene var i alderen mellem 17 og 36 måneder gamle. Lidt over 1.900 af børnene viste sig ikke at have autisme – hverken efter de nye eller eksisterende kriterier. 795 børn opfyldte kriterierne for en autismespektrumdiagnose efter DSM-IV (den eksisterende diagnosemanual), mens kun 415 opfyldte kriterierne i den nye diagnosemanual. Det var altså kun 52 % af børnene, der i dag vil få en diagnose, som efter 2013 vil kunne få en autismediagnose. De resterende vil enten få den nye diagnose social kommunikationsforstyrrelser eller vil slet ikke kunne få en diagnose.

En nærmere analyse af forskellene på de diagnosticerede børn viste, at det især er børn, der diagnosticeres med PDD-NOS (gennemgribende udviklingsforstyrrelse – ikke nærmere specificeret), som ikke længere vil kunne diagnosticeres med en autismespektrumforstyrrelser. Af de 342 børn, der efter de eksisterende kriterier fik diagnosen PDD-NOS, var det kun 72 (21 %), der også efter de nye kriterier ville kunne diagnosticeres med autisme.

De børn, der ikke vil opfylde kriterierne efter den nye diagnosemanual, blev også undersøgt for autistiske symptomer. Selv om deres symptomer var væsentlig mildere end symptomerne hos DSM-5-børnene, så var der alligevel tale om betydelig funktionsnedsættelser.

Denne undersøgelse bekræfter resultater fra to tidligere undersøgelser af større børn og unge. Alle tre undersøgelser viser, at antallet af personer med autismediagnose vil blive kraftigt reduceret. Eftersom adgangen til autismespecifikke tilbud – tidlig intervention og særlige skoletilbud – i USA som oftest er afhængig af specifikke diagnoser, så vil de nye kriterier for autisme begrænse adgangen til disse tilbud. Det gælder bl.a. i de mere end tyve stater, der har indført særlige bestemmelser om at arbejdsgiver-betalt sygeforsikring skal omfatte børn med autisme. Omkring halvdelen af børn med autistiske symptomer vil ikke længere opfylde kriterierne for forsikringsbetalt tidlig intervention.

I Danmark og de øvrige europæiske lande anvendes Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders  ikke til kliniske diagnoser. Her anvender man i stedet WHO’s ICD-10   (10. version af   International Classification of Diseases and Related Health Problems). Normalt vil ændringer i den amerikanske diagnosemanual med nogle års forsinkelse blive indført i WHO’s ICD.

I Danmark er diagnose formelt set ikke en forudsætning for støtte eller særlige tilbud. I både social- og uddannelseslovgivningen anvendes i stedet en vurdering af barnets funktionsniveau. Derfor vil ændringerne i diagnosekriterier ikke have samme alvorlige konsekvenser i Danmark, men i praksis støtter sagsbehandlere sig alligevel ofte til medicinske diagnoser. Det gælder især for børn med autisme, hvis funktionsnedsættelser ofte er usynlige eller svært konstaterbare for lægfolk og fagfolk, der ikke har særlig viden om netop dette handicap.

Matson, J. L., Kozlowski, A. M., Hattier, M. A., Horovitz, M., & Sipes, M. (2012). DSM-IV vs DSM-5 diagnostic criteria for toddlers with Autism. Developmental neurorehabilitation, 15 (3), 185-190. doi: 10.3109/17518423.2012.672341

 

Joi Bay /15.06.2012