FORSKNING

Sociale færdigheder har afledte effekter på sprogudvikling

IMFAR er den største internationale forskningskonferencer om autisme. Her præsenteres den nyeste forskningsviden.


Forskning, der blev præsenteret på International Meeting for Autism Research (IMFAR) i Toronto viser, at udvikling af sociale færdigheder har betragtelige, afledte effekter på sprogudvikling, hvorimod det modsatte ikke har kunnet påvises. Resultaterne har betydning for, hvordan tidlig og intensiv intervention skal tilrettelægges, siger forskningslederen fra Autism Speaks.

Undersøgelsen er canadisk og gennemført ved Oxford Centre for Child Studies at McMaster University i Ontario. Undersøgelsen omfatter 365 småbørn med autisme i alderen mellem to og fire år. De blev testet i forbindelse med diagnosen og igen et år efter diagnosen. Børnene har modtaget flere forskellige former for intervention, men selve interventionsformen er ikke indgået som en parameter i undersøgelsen.

Da børnene blev gentestet efter et år, havde hovedparten af børnene udviklet sig i større eller mindre grad – både socialt og sprogligt. De børn, der kognitivt var bedst fungerende – som altså havde den højeste IQ i tests i forbindelse med diagnosen – var de børn, der udviklede sig mest både sprogligt og socialt.

Men forskerne fandt også, at de børn, der havde udviklet deres sociale færdigheder mest, også var de børn, der havde opnået de bedste sproglige færdigheder. Derimod var der ikke en omvendt sammenhæng: sproglig udvikling havde en svagere sammenhæng med udvikling af sociale færdigheder.

Forskningslederen af Autism Speaks, Geraldine Dawson, siger til Medscape Medical News, at undersøgelsen skal bruges til at tilrettelægge tidlig og intensiv intervention for småbørn med autisme. Den canadiske undersøgelse er vigtig, fordi den understøtter hypotesen om afledte effekter af tidlig intervention, siger Geraldine Dawson. Læren fra undersøgelsen er, at hvis vi fokuserer på udvikling af sociale færdigheder i den tidlige intervention, så vil det resultere i de bedste behandlingsresultater. Ifølge Geraldine Dawson kan undersøgelsen også belyse, hvorfor nogle personer med autisme som voksne kan leve et selvstændigt liv, mens andre er afhængige af støtte hele livet.

Autism Speaks, hvor Geraldine Dawson er forskningschef, har finansieret undersøgelsen og Geraldine Dawson er medudvikler af træningsprogrammet Early Start Denver Model, som netop fokuserer på tidlige sociale færdigheder.  

Kilde: Medscape Medical News, 5. juni 2012

Metodisk er undersøgelsen gennemført som en modellering af samspillet mellem forskellige udviklingskurver inden for udviklingsområderne sociale færdigheder og forståelse af talesprog. Metoden kaldes latent growth curve analysis (LGC). Børnene blev testet i forbindelse med diagnosen vha. socialisationsdelen af Vineland Adaptive Behavior Scale II og vha. sprogforståelsesdelen af Preschool Language Scale 4. Desuden fik børnene testet deres kognitive færdigheder vha. Merrill-Palmer-Revised Developmental Index.  Børnene blev herefter testet på samme måde efter seks måneder og efter tolv måneder. På denne baggrund udviklede foskerne modeller med variabler for baseline og udviklingsrater.

Undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort formelt, og findes indtil videre kun som paper fra 2012 International Meeting for Autism Research (IMFAR)

Bennett, T., Szatmari, P., Hanna, S., Janus, M., Duku, E., Georgiades, S., . . . Roberts, W. (2012). Measuring Interactive Developmental Pathways in ASD: A Dual-Domain Latent Growth Curve Model Paper presented at the 2012 International Meeting for Autism Research, Toronto. http://imfar.confex.com/imfar/2012/webprogram/Paper11229.html

 

 

 

Joi Bay /09.06.2012