FORSKNING

Kombination af ABA og udviklingspsykologisk curriculum

Forskning i intervention for autisme kommer i stigende grad til at omfatte vuggestuebørn – eller ‘toddlers’, som de kaldes på engelsk. Det skyldes til dels, at man i de senere år har udviklet metoder til at diagnosticere eller identificere autisme i en tidligere alder. Selv om man ikke i alle tilfælde kan give en endelig autismediagnose hos meget små børn, kan man identificere nogle adfærdsmæssige træk, der giver mistanke om en senere autismediagnose. Desuden er der en voksende forståelse for, at der hos børn, der udvikler autisme, er nogle centrale udviklingsmæssige begrænsninger, som i væsentlig grad bidrager til deres senere udviklingsforstyrrelse og –forsinkelse. Opmærksomheden har især rettet sig imod det, der betegnes som ’fælles processering’ af egne og andres oplevelser og adfærd. Hermed menes delt opmærksomhed, deling af følelser samt gensidig imitation. Evnen til ’fælles processering’ er formodentlig grundlaget for den senere evne til at lære af sine omgivelser og dermed en vigtig forudsætning for sproglig, kognitiv og social udvikling (Mundy, Sullivan & Mastergeorge 2009).

En forskergruppe fra Center for Autism and Related Disorders ved Johns Hopkins University i Baltimore har offentliggjort en undersøgelse, hvor man målrettet har tilrettelagt en ABA-baseret intervention, der især har haft fokus på udvikling af gensidig imitation og delt opmærksomhed. I undersøgelsen indgår to identiske grupper af vuggestuebørn med autisme. De fik den samme type af ABA-baseret intervention, men interventionen i den ene gruppe af børn var suppleret med et særligt curriculum, der især fokuserer på udvikling af tidlige sociale færdigheder. Børnene var tilfældigt fordelt på de to grupper, og resultaterne viser, at et sådant fokus på delt opmærksomhed, deling af positive følelser og gensidig imitation giver målbare effekter på børnenes udvikling.

Undersøgelsen omfatter 48 2-årige med autisme. De blev via en lodtrækning tilfældigt fordelt på undersøgelsesgruppen og kontrolgruppen. Undersøgelsesgruppen fik det særlige sociale curriculum, men i øvrigt var de to gruppers intervention identisk og baseret på ABA-metodikker.

Interventionen omfattede forskellige ABA-metodikker - dels traditionel Discrete Trial Teaching (DTT – trinvis læring i tilrettelagte omgivelser) og dels Pivotal Response Training (PRT – træning af centrale omdrejningspunkter). Desuden blev der anvendt visuelle kommunikationsmidler. Omfanget af intervention var for begge grupper 2½ time om dagen i seks måneder – i alt ca. 200 timers intervention.

For både undersøgelses- og kontrolgruppen var interventionen tilrettelagt som situationel læring – Incidental Teaching – hvor meget motiverende opgaver, materialer og naturlige forstærkere var placeret, således at de udløste hyppige kommunikationer og legeønsker fra børnenes side. Pædagogerne havde til opgave at følge børnenes initiativer og gradvist at stille stigende krav om kommunikation og leg. Både indretning af træningsrummene og de voksnes adfærd fungerede altså som prompter til interaktion. For begge grupper af børn var curriculum baseret på Assessment, Evaluation, and Programming System for Infants and Children – en udviklingspsykologisk vejledning i småbørns centrale udviklingsområder (Bricker 2002). Ud over dette curriculum, så var interventionen i undersøgelsesgruppen endvidere suppleret med mange flere muligheder for at respondere på og tage initiativ til delt opmærksomhed, imitation af andres adfærd og til deling af positive oplevelser og følelser. I undersøgelsesgruppen modellerede pædagogerne den sociale adfærd og brugte prompter til at opnå den ønskede adfærd. Endelig var der i undersøgelsesgruppen lagt større vægt på at trinopdele de udviklingspsykologiske mål i Assessment, Evaluation, and Programming System for Infants and Children, således at disse kunne trænes hver for sig og progressivt.

Interventionen for begge grupper af børn indbefattede også et forældre-element. Forældrene modtog i løbet af de seks måneder, forsøget varede, i alt 38 timers undervisning i interaktion med deres børn. Desuden blev der givet supervision i hjemmet i 1½ timer om måneden. Endelig har forældrene observeret deres børns intervention to gange om ugen.

Resultaterne af denne intervention er blevet målt på flere forskellige måder. Børnenes Initiativ til delt opmærksomhed er blevet målt med Communication and Symbolic Behavior Scales Developmental Profile , som systematisk præsenterer materialer og legetøj og giver mulighed for at registrere data for børnenes responser på disse muligheder. Børnenes sociale imitation blev testet vha. en hjemmelavet test, hvor børnene blev præsenteret for 15 forskellige bevægelser med kroppen eller med objekter, som de skulle imitere. I begge tilfælde var disse test tilrettelagt således at de ikke var gentagelser af allerede gennemførte øvelser, men udgjorde en generalisering af færdigheder, der var indlært i andre sammenhænge og med andre opgaver. Endelig blev børnene testet med en generel udviklingspsykologisk test - Mullen Scales of Early Learning. Testene blev gennemført inden interventionen startede, da interventionen sluttede efter seks måneder og igen seks måneder senere (opfølgning).

 Resultaterne af denne undersøgelse viser, at børnene i undersøgelsesgruppen mere end fordoblede deres evne til at imitere socialt og samtidig opretholde øjenkontakt (fra 17% til 42%) og disse effekter blev opretholdt på opfølgningstidspunktet – seks måneder efter interventionens afslutning. Børnene i kontrolgruppen forøgede næsten ikke deres evne til at imitere socialt. Tilsvarende effekter blev opnået med hensyn til initiativ til delt opmærksomhed og deling af følelser, men på disse områder var forskellene mellem undersøgelses- og kontrolgruppen ikke statistisk signifikante. Når der ikke er opnået signifikante forskelle på disse udviklingsområder, så forklares det med, at de to gruppers interventioner lignede hinanden til forveksling.

Forskerne konkluderer, at deres undersøgelse viser, hvor høj grad af plasticitet der eksisterer i udvikling af sociale og kommunikative færdigheder hos småbørn med autisme. Disse resultater giver lovning på, at med den rette intervention kan vuggestuebørn med autisme kan lære at relatere sig til deres omgivelser og deres jævnaldrende. Videre frem kan sådanne færdigheder blive grundlag for nye oplevelser og interaktioner, hvor disse børn – på trods af deres handicap – kan blive involveret i social leg og i sprogudviklende aktiviteter.

Landa, R. J., Holman, K. C., O'Neill, A. H., & Stuart, E. A. (2011). Intervention targeting development of socially synchronous engagement in toddlers with autism spectrum disorder: a randomized controlled trial. Journal of child psychology and psychiatry, and allied disciplines, 52(1), 13-21. Læs abstract

Referencer:

Bricker, D. (2002). Assessment, Evaluation, and Programming System for Infants and Children: Birth to Three Years (2nd edn). Baltimore, MD: Brookes.

Mundy, P., Sullivan, L., & Mastergeorge, A.M. (2009). A parallel and distributed-processing model of joint attention, social cognition and autism. Autism Research: Official Journal of the International Society for Autism Research , 2 , 2–21.

Læs om andre undersøgelser af intervention til vuggestuebørn med autisme

Langtidseffekter af ABA-baseret vuggestuetilbud

Ultratidlig intervention er effektiv for vuggestuebørn med autisme

Tidlig adfærdsanalytisk intervention for vuggestuebørn med autisme integreret med typiske børn

 

Joi Bay / 14.12.2010