FORSKNING

Ultratidlig intervention er effektiv for vuggestuebørn med autisme

En undersøgelse fra University of Washington i Seattle viser, at ultratidlig intervention til vuggestuebørn ned til 18 måneder gamle dokumenterer positive effekter. Undersøgelsen har været ledet af den tidligere professor i psykologi og leder af universitets Autism Center, Geraldine Dawson. Hun er nu forskningschef i fonden Autism Speaks.

Ifølge Geraldine Dawson er dette den første kontrollerede studie af tidlig, intensiv intervention til børn med autisme, som er under 2½ år gamle. Den amerikanske forening af børnelæger, American Academy of Pediatrics, anbefaler at alle børn i alderen mellem 18 og 24 måneder bliver screenet for autisme, og derfor er det afgørende, at der findes behandlinger, som er målrettet denne aldersgruppe.

Tidligere undersøgelser har vist, at ABA-behandling til børnehavebørn med autisme er effektiv, men man er først for nylig begyndt at undersøge interventioner til yngre børn. Den metode, som man har anvendt i undersøgelsen er den variant af ABA-behandling, der kaldes Early Start Denver Model. Metoden, som oprindelig er udviklet af Sally Rogers dengang hun var professor ved University of Colorado i Denver, kombinerer traditionelle adfærdsanalytiske metodikker med relationspsykologi (læs interview med Sally Rogers på ABAforum.dk).

Early Start Denver Model kan anvendes til børn helt ned til 12 måneders alderen, men i undersøgelsen er de yngste 18 måneder gamle. I undersøgelsen indgår 48 børn med autisme i alderen mellem 18 og 30 måneder. Ingen af børnene havde andre diagnoser end autisme. Børnene blev tilfældigt fordelt i to sammenlignelige grupper. Den ene gruppe – undersøgelsesgruppen - fik en behandling baseret på Early Start Denver Model i 25 timer om ugen – de 20 timer blev leveret af specialister fra universitetet, mens forældrene var ansvarlige for de sidste 5 timer. Den anden gruppe af børn – kontrolgruppen - fik et lokalt standardtilbud.

Inden interventionen var de to grupper af børn ens, men efter to års behandling havde børnene i forsøgsgruppen udviklet sig betydelig mere end børnene i kontrolgruppen. Deres IQ var vokset med ca. 18 point, mens kontrolgruppens kun var vokset med 4. Tilsvarende viste tests af sprogforståelse, at undersøgelsesgruppen havde en forbedring på 18 point, mens kontrolgruppens udvikling på dette område var 10 point. Endelig viste en test af børnene adaptive adfærd, at mens forsøgsgruppen udviklede sig positiv og indhentede noget af deres udviklingsforsinkelse, så voksende forskellene mellem kontrolgruppens og normale børns udvikling på dette område

I undersøgelsesgruppen var der syv af børnene, som blev omdiagnosticeret fra infantil autisme til en mildere grad af udviklingsforstyrrelse, mens noget tilsvarende kun skete for et af børnene i kontrolgruppen.

Forskerne bag undersøgelsen forklarer deres positive resultater med, at undersøgelsesgruppen fik en systematisk og struktureret træning baseret på leg, hvilket har givet dem betydelig flere læremuligheder end børnene i kontrolgruppen. Desuden lægger de vægt på, at forældrene blev aktivt involveret i børnenes træning, og at der var et tæt samarbejde mellem forældre og de professionelle, der arbejde med børnene i børnenes hjem. I kraft af dette samarbejde lærer forældre strategier til at fange børnenes opmærksomhed og til at udvikle kommunikation, og når sådanne metoder anvendes af alle parter omkring barnet, giver det gode lærings- og udviklingsmuligheder

Undersøgelsen vil blive offentliggjort i et kommende nummer af det videnskabelige tidsskrift Pediatrics, men er allerede nu tilgængelig i elektronisk form.

Geraldine Dawson, Sally Rogers, Jeffrey Munson, Milani Smith, Jamie Winter, Jessica Greenson, Amy Donaldson, Jennifer Varley. Randomized, Controlled Trial of an Intervention for Toddlers With Autism: The Early Start Denver Model. Pediatrics [Epub ahead of print]. DOI:10.1542/peds.2009-0958
Læs abstract på ABAforum.dk
Link til tidsskrift i bibliotek.dk
Direkte link til artiklen hos Pediatrics

Joi Bay / 01.12.2009