Interview med Teis om at være storebror til Rud


Rud og Teis Hvad synes du om at være storebror til Rud?

Jamen, det er dejligt – det er rigtigt dejligt. Jeg synes det er perfekt. Det ville godt nok være bedre, hvis han ikke var handicappet. Det synes jeg stadigvæk. Nogle gange for eksempel når jeg er ude for at spille bold, så står jeg bare og skyder frem og tilbage. Der kunne jeg godt bruge Rud. Bare sådan lige stå et par meter væk fra hinanden og sparke inderside til hinanden. Det kunne være fint. Men jeg synes, det er rigtig godt at være storebror til Rud, selvom han er handicappet. Det er okay.

Hvad er det bedste ved at være storebror til Rud?

Det er et lidt svært spørgsmål. Der er mange gode ting. Noget af det bedste er, når han gerne vil op til mig. Fordi det vil han ikke så tit. Det er dejligt, når han vil det. Eller når man sidder og læser i bøger for ham, og han siger rare lyde. Det er også dejligt. Så er dér, når jeg bærer ham. Og når jeg nogle gange leger hest med ham, så begynder han at grine helt vildt. Det er dejligt.

I synger også nogle gange sammen.

Ja, det er også dejligt, når han kan finde ud af det på sin talemaskine. Så skal han trykke på de rigtige tidspunkter og jeg skal så synge ind i mellem.

Det er ret specielt at have en lillebror som Rud? Hvordan er det specielt?

Det er specielt på to måder. Det er specielt dejligt, fordi at han er blød i huden og det er dejligt at røre ved ham og kramme ham. Og så er der når han er sur, og hvis man så prøver at opmuntre ham så bliver han endnu mere sur og skubber én væk.

Hvordan kan man se, at han er sur?

Det er, når han ikke rigtigt vil noget. Man prøver alt, og han bare vil ingenting. Der er bare én ting han vil, og som han kan sidde og lave i flere timer.

Hvad laver I når I leger sammen?

Jeg sidder bare og siger lyde og så siger han dem igen til mig. Det er det, jeg kalder at lege med ham. Jeg leger ikke så meget med ham. Så sidder vi og siger lyde og jeg prøver at få ham til at sige det samme. Vi skiftes til at sige lyde.

I ser også tv sammen har jeg lagt mærke til.

Når Rud ligger på tæppet og kigger video, så lægger jeg mig ved siden af og kigger med – og holder lidt om ham. Det er dejligt.

Hvad er så det værste ved at være storebror til Rud?

Oooouhh, det er når man ikke får så megen opmærksomhed, fordi det hele handler så meget om Rud, fordi han er så krævende. Altså, nu får jeg jo lidt opmærksomhed. Vi spiller kort og jeg spiller skak med Joi (far). Det er nok det værste. Det er det, at jeg ikke får så megen …….

Prøv at beskrive hvordan du opfatter det?

I kan ikke lave så meget med mig, fordi hvis den ene er hjemme, så kommer den anden først hjem klokken seks, og så skal vi spise mad og så kan I ikke noget. Så det er nok det. Nogle er gange er det meget kedeligt, fordi derhjemme der har jeg nogle gange ikke rigtigt noget at lave, og så kunne jeg godt lave noget sammen med min mor eller far. Jeg får mere opmærksomhed i ferierne, fordi ferierne er nogenlunde skabt til at jeg kan få mere opmærksomhed – og Rud kan få lidt mindre end han plejer. Det er ikke så tit at vi laver noget sammen derhjemme. Det var det jo i gamle dage. Dér lavede jeg tit ting sammen med jer. Derhjemme er jeg nogle gange lidt sur over det, men ellers synes jeg det er okay. Men i det hele taget synes jeg faktisk det er okay.

Hvad synes du om den træning vi laver af Rud – hvad tænker du om den?

Jeg tænker jo, at det er godt vi har Anja (familiens hjælpetræner), så han bliver trænet rigtigt mange gange om dagen. Så han hurtigere kommer videre. Hvis vi ikke havde Anja, så ville han jo kun blive trænet 2-3 gange om dagen. Så det er godt vi har Anja. Jeg synes også det er skægt at sidde og føre data under træningen. Men jeg synes også, det er skægt at træne ham. Jeg kan både træne ham og tage data.

Hvorfor er det vi træner Rud efter din mening?

Fordi han er sådan lidt underudviklet. Han kan ikke de ting, man skal kunne, når man er i den alder, som han er – på 3 ½ år. Så skal man jo kunne gå og alt det der. Det kunne jeg i hvert fald. Det er rigtigt skæg at se billederne i Ruds bog. Det er skægt at se billeder fra et år tilbage. Dér kan man jo også se, at han er blevet meget bedre til at træne. Det kan jeg jo også huske fra dengang, hvordan han var til at træne. Nu er han blevet meget bedre.

Hvad kan du huske fra dengang vi startede med at træne ham?

Jeg kan huske at han ikke var så god til tingene. Man kan virkelig se, at han er blevet bedre. For eksempel var han ikke så god til at putte ting ned i et hul. Det er han blevet rigtigt god til nu. Han sidder og drejer rundt med tingene og får dem til at passe nu. Han er også blevet meget bedre til at gå. Dengang måtte vi jo bære rundt på ham.

Hvad tror du dine kammerater synes om Rud?

Jeg ved det jo. De synes han er sød. Lukas, han siger så, at Rud får et flip – jeg kan ikke lige huske, hvad han siger. Så gør han sådan her: (Teis viser, hvordan Lukas banker sig på brystet ligesom Rud også gør det).

Hvad tror du Lukas tænker om, at Rud gør sådan?

Jeg tror, at Lukas tænker, at det er ligesom alle handicappede børn. De har noget, der er anderledes end andre børn.

Hvad med nogle af dine andre kammerater?

De synes han er sød og siger hej til ham.

Hvad siger de ovre i skolen. Snakker du nogensinde om Rud over i skolen?

Nej… Jo, lærerne. Karen for eksempel – hende har jeg snakket med, om at vi skulle lære Tegn Til Tale. Når hun er i gruppen, så spørger hun nogen gange om, hvordan det går med Rud.

Hvad synes du om det?

Det synes jeg er rart, at der er nogen der spørger om, hvordan Rud har det.

Kan du så fortælle noget?

Ja, det kan jeg. Jeg synes det er rart, at lærerne spørger.

Hvordan tror du at Rud får det når han bliver større. Hvad tænker du om det ?

Dejligt….Han har jo nogle dejlige forældre ligesom mig, så jeg tror at han vil føle det ligesom mig.

Hvordan føler du det?

Det er nogle rare forældre jeg har.

Hvad tror du han vil kunne når han bliver stor?

Han kommer til at gå og jeg håber meget at han kommer til at tale.

Hvorfor gør du det?

Det kunne være rart, så kunne jeg snakke med ham. Du skal ikke kigge på ham og have øjenkontakt for at kunne tale med ham. Men det skal du, hvis du skal tale med Tegn Til Tale. Når du taler så kan du bare tale derudad. Det kan man ikke med Tegn Til Tale. Hvis han eller du selv er sur og sidder og kigger ind mod en væg, så kan man ikke tale med ham. Så er du nødt til at vende dig om og lave tegnene. Så jeg håber virkelig meget at han kommer til at tale. Og jeg tror også på det. Jeg tror på, at han kommer til at tale.

Hvordan tror du hans liv vil blive, når han bliver stor?

Ligesom mit. Jeg tror at han vil nok have nogle minder fra da han var lille. Men det kommer an på, hvis han bliver en helt normal ung mand, så tror jeg kun han vil tænke på de minder. Men hvis han bliver handicappet som stor og hvis han ikke bliver ligesom mig, dig og Joi, så vil han jo nok nogle steder føle sig lidt anderledes end andre. Jeg håber ikke at han vil komme til at føle sig for anderledes. Altså, det vil være lidt specielt at have en lillebror, der er handicappet. Det vil være specielt med en lillebror der er handicappet, som større. Det ville for eksempel være specielt, hvis man snakkede om det med andre af sine venner. Det ville være anderledes at fortælle, at man har en lillebror, der er handicappet. Men det kunne også på en måde være dejligt – der kunne være nogle gode ting ved ham, som der ikke var, hvis han var normal. Det kunne jo godt være der var det.

[Interviewet er foretaget i efterårsferien, oktober måned 2002 i vores hus i Sverige. Intervieweren er Linda, som er mor til Teis og Rud. Teis er 10 år gammel og Rud er 3 3/4 år gammel.]

Tilbage til oversigten over tekster om Rud

Joi Bay / 28.10.2002