Kalle

Af Bjørg Kjær

Kalle er født 12 april 1996. Han har en storebror, Søren, som er født 21 april 1991. Jeg, Bjørg, er født 12. september 1962. Jeg og børnene bor i Vanløse efter skilsmissen fra deres far Holger som flyttede lillejuleaften 2001. Kalle blev passet hjemme til han var et år, hvorefter han kom i kommunal dagpleje. Da han var godt et år gav jeg overfor en psykolog udtryk for min bekymring over at Kalle ikke svarede mig. Jeg fik på en pæn måde at vide at jeg nok var en for ambitiøs akademikermor og at det nok skulle komme. Kalle klarede overgangen til dagplejen med lodder og trisser. Dog var han helt afhængig af at have sin sovefisk med sig altid. Men han græd som pisket da dagplejeren trak i snoren og den begyndte at spille. Det gjorde hun aldrig mere. Det var mærkeligt, for hjemme elskede han til da den lille spilledåsemelodi. Men vi måtte pille spilleværket ud af fisken – og bruge en masse energi på altid at vide hvor »Fiske« befandt sig. Efter godt et halvt år startede Kalle i vuggestue på Bellahøj hos Yvonne og Birthe. To dygtige og engagerede pædagoger som tog sig meget af ham og som Kalle accepterede fuldstændig – selvom de er mørkhårede begge to og Kalle ellers havde udviklet en voldsom skræk for alle mørkhårede (jeg er selv blond, Kalles far er mørkhåret, men var aldrig hjemme). Kalle var bange for det meste – og de fleste mennesker. Jeg bar ham stort set al den tid jeg var sammen med ham i hans første tre leveår. Jeg sang og sang for mit utrøstelige barn – for det var det eneste der hjalp. Jeg kunne ikke tage ham med nogen steder og jeg kunne ikke have besøg. Ikke uden asen og masen og skrig og skrål, altså. Jeg gjorde det så meget jeg orkede alligevel – og bar ham, sang ham og talte ham igennem pinslerne. Men det var svært. Svært at få kontakt med ham, når først han var faldet ned i sit store, uendelige mørke affekthul.

I vuggestuen var der voldsom gennemtræk bland pædagogmedhjælperne. Efter fire måneder havde der været lige så mange nye søde piger Kalle knyttede sig til. Kalle kunne ikke tage det og han vendte ryggen til solstrålestuen hvor han gik, og søgte mod køkkenet og ind på nabostuen. Da Kalle var omkring to år diskuterede jeg, Yvonne og Birthe at Kalle ikke talte som andre børn. Jeg fortalte om hvordan jeg havde iagttaget at Kalle var holdt op med at tale efter de mange personaleudskiftninger. Yvonne og Birthe var resolutte og bestemte sig for at køre ham ind en gang til. Det gjorde de – og Kalles sprog blev til i noget der nærmest var en eksplosion. Efter tre måneder – da han kom til undersøgelse på Børnekliniken, Kristianiagade, var hans sprog alderssvarende. Tre år og tre måneder gammel startede han så i børnehave. Først fik de alle udredningspapirerne for at sætte sig ind i hvad det var for et mærkeligt barn som skulle starte. Jeg fortalte og fortalte. Aftalen var at Kalle skulle have en støttepædagog. Diagnosen autisme var kommet på banen, men selv ikke det udvirkede nogen støtte. Børnehaven skulle søge om støttepædagog – jeg måtte ikke. Der gik fem måneder før de sendte papirerne af sted. Det meste af tiden gik med at pædagogerne undrede sig over denne mærkelige mor med det stakkels barn. Jeg røg ind i den oldgamle og totalt håbløse fordom om at autisme skyldes at moderen er kold og klam og derfor skader sit barn på sjæl og personlighed. Jeg gjorde også det atypiske (har jeg senere fået fortalt) at jeg på snusfornuftig husmodervis forsøgte at hjælpe mit barn med de ting han havde svært ved. Ikke ved at lette tilværelsen for ham og rydde alle hindringer af vejen – men ved at udsætte ham for dem igen og igen mens jeg prøvede at hjælpe ham igennem dem for at lære ham at verden ikke går i stykker af at man har glemt sin madkasse eller man går en anden vej hjem. Jeg krævede også at han skulle svare når folk spurgte ham om noget, sige godmorgen når han kom i børnehaven og farvel når han gik. Faktisk har det undret mig at det i den grad kan være så vanskeligt selv for uddannet personale at sige goddag og farvel….. Men jeg fik et ry som en meget hård og ond mor der pressede og forlangte noget af det stakkels barn – selvom det var tydeligt at han ikke ville eller ikke kunne. Det endte med at personalet i børnehaven uden at orientere mig rådførte sig med en psykolog der, også uden at hverken kende mig eller møde mig, konkluderede at dette her nok mest af alt handlede om moderens neurotiske behov for at lade sin søn klæde sig ud i prinsessekjoler, svare og spørge selv når det handlede om hvad han ønskede osv.

Da Kalle fik diagnosen infantil autisme blev jeg instrueret i at jeg måtte indrette tilværelsen efter hans handicap. Jeg måtte ikke blive vred på ham, græde eller på nogen måde udsætte ham for følelser eftersom han ikke kunne forstå dem, uanset om de var hans egne eller andres. Jeg fik at vide at han levede i sin helt egen verden, som på en anden planet. Lav pædagogisk stemmeføring var rådet, tilpasning til hans behov for faste rutiner og uforanderlighed – og piktogrammer.

Jeg tænkte som så, at hvordan kan man tro at barnet har godt af at undgå det som han har svært ved. Havde hans problem haft at gøre med muskelstyrken i hans ben, ville det svare til at man sagde: Læg barnet i seng, lad ham ligge helt stille – så skal han nok få stærke ben…. Sådan tænkte jeg – og jeg nægtede at holde op med at elske ham. Jeg insisterede på at have en relation til ham. Jeg insisterede på at han faktisk levede i den samme verden som os andre. Selvom han havde svært ved at befinde sig der. Jeg tog maset hver eneste gang jeg orkede og jeg opdagede at for hver gang, gik det lettere. At gå en anden vej hjem, at ændre en plan eller beslutning spontant, at løbe efter bussen når den pludselig kommer kørende, at udsætte desserten til i morgen fordi det er blevet langt over sengetid.

Men alt det kunne kun lade sig gøre fordi det var lykkedes mig at lære ham nogle væsentlige grundlæggende færdigheder: at tage imod trøst, at forhandle, at udtrykke sine ønsker og følelser, at forstå at jeg også har følelser.

Mine tanker blev mødt af uforståenhed eller direkte fjendtlighed. Efter næsten otte måneder i børnehaven fik Kalle sin Teresa, støttepædagog på halv tid. Teresa så og iagttog og med tiden udviklede hun sin egen stil med meget begrænset brug af piktogrammer og ud fra de samme principper som jeg kørte efter. Jeg fik ingen vejledning, ingen supervision, ingen anerkendelse for det jeg gjorde. Jeg fik af pædagoger, pædagogiske konsulenter, psykologer, borgmesteren m.fl. at vide at jeg var krævende, urimelig, besværlig, urealistisk, kritisk, krisepræget, fornægtende, aggressiv ...

Jeg argumenterede for en langt mere intensiv og målrettet indsats i forhold til Kalle efter min benmuskellogik. Jeg fortalte om hvad jeg gjorde og jeg forklarede at det virkede – og i en grad så man tror det er løgn. Så jeg selv ville have troet det var løgn hvis nogen fortalte mig det. De troede også at det var løgn … Eller at det var kommet af sig selv fordi han alligevel ikke var helt så autistisk som man havde troet. Og når jeg forklarede hvor store fremskridt han gjorde, resulterede det i at konsulenterne og bevilgerne og psykologerne konkluderede at det går jo godt – så han har jo ikke brug for noget. »Tænk på dem der er meget dårligere end han«, var logikken. Jeg søgte igen og igen om at få tilknyttet en fuldtids støttepædagog – nu havde jeg hørt om TIPO og søgte derfor også om finansiering af supervision derfra. Jeg søger stadig. Til dato har jeg kun fået negative svar.

Tilbage til oversigten over alle børnene

Cecilia Brynskov (red.) / 27.08.2002