Emil

Emil er født den 16. oktober 1995. Han har en storesøster, som er 10 år ældre, og en storebror, som er 7 år ældre. I dag går han i en normal folkeskole, hvor han er integreret i en klasse og får intensiv ABA-behandling.

Fra denne side kan du komme videre til de tekster, der handler om Emil. Teksterne er i omvendt kronologisk rækkefølge. Den nederste beretning er hovedberetningen, hvor du kan læse om Emils liv og baggrunden for valget af ABA, og den den nyeste tekst ligger øverst. Klik på overskrifterne for at læse teksterne.

Du er velkommen til at kontakte Emils mor, Mai-Britt Syberg. Du kan enten skrive til hende på syberg@post.tele.dk eller ringe på tlf. 75 10 12 13.

 Dato Titel  
08.06.11 Inklusion - hvem er det godt for?
Vi er sikre på, at det udelukkende har været muligt at inkludere Emil, fordi helt centrale forudsætninger har været til stede: Der var en vilje til succes fra forvaltningen, som skulle levere økonomien; fra skolens personale, som ønskede at dette skulle lykkes; der var de nødvendige støtteforanstaltninger; der blev leveret den nødvendige knowhow. For Emil og for os som familie har inklusionen været en stor succes. Vi som forældre er af den overbevisning, at man skal investere mere i mennesker, sådan som det sker med inklusion, og mindre i bygninger og taxitransport, som specialinstitutioner og –skoler står for.
02.02.05 To-års-rapport
Emil går nu i 2. kl. på Nordre skole i Bramming. Han har siden august 2002 modtaget intensiv ABA-træning, og er nu godt i gang med sit tredje år. Tiden er gået ufattelig hurtigt, og der er sket en masse siden skolestart. Emil har udviklet sig godt og stabilt, og når vi kigger på de videooptagelser, vi har af Emil fra august 2002, er det ikke til at tro, at det er den samme dreng, som ham vi har i dag.
01.07.03 Helårs-rapport
Nu er Emils første år i skole ved at gå på hæld. Om få uger er det sommerferie, og Emil har modtaget intensiv træning siden august 2002, sideløbende med at han har gået i 0.C. Når vi ser tilbage på året, der er gået, er det for det første gået ufatteligt hurtigt, og kigger vi på de videooptagelser, vi har af Emil fra august 2002, ser vi en markant udvikling.
29.05.03 Klassetur til grusgraven
Vi havde netop en helt fantastisk oplevelse i går, her seks uger før skoleåret slutter. Vi var på fælles udflugt med 0.C, Emils klasse, i går fra kl. 17 til 21. Turen gik til en nærliggende grusgrav, i et stort grønt område. Vi var meget spændte på turen, da vi ikke før havde været sammen med hele klassen og forældre på denne afslappede facon.
01.02.03 Halvårs-rapport
Emil har nu gået i 0.C og har trænet intensivt i seks måneder. Træningen går derudaf. Emil er ud over spisesituationerne og legepladstiderne nu også med i alle gymnastiktimerne, hvor han er god til at imitere de andre. Verbalt er vi ved trelydskombinationer og enkle sætninger.
02.12.02 ABA i en vestjysk folkeskole (projektbeskrivelse)
Den 1. august 2002 startede Bramming Kommune og Ribe Amt som de første i Danmark et skoleprojekt med TIPO. Projektet skulle give Emil på 6 år, som har diagnosen infantil autisme, intensiv træning i et normal-miljø. Ribe Amt og Bramming Kommune ønsker at få viden om og kompetencer til integrering af børn med udviklingsforstyrrelser i normalmiljøer.
03.11.02 En skoledag
Emil vågner kl. 6.30 om morgenen, og tænder straks for fjernsynet for at se Hugo i Morgen TV. Herefter spiser han morgenmad, og gøres i stand. Vi skal køre hjemmefra kl. 7.25 for at nå i skole og på arbejde til tiden, men når uret viser 7.15 sidder Emil i bilen med sin taske, og har spændt sikkerhedsselen og venter blot på at mor skal få sig gjort færdig, så vi kan komme af sted.
03.11.02 Emils historie
Emil er født den 16. oktober 1995. En helt normal graviditet og fødsel. Han er den yngste, har en storesøster, som er 10 år ældre, og en storebror, som er 7 år ældre. Så da vi ventede Emil, var han en lille efternøler, som vi alle glædede os til at forkæle. Netop denne situation tror jeg, var medvirkende til, at vi ikke tidligere blev opmærksomme på, at Emil var et specielt barn.

Tilbage til oversigten over alle børnene

Cecilia Brynskov / 09.09.2006