Inklusion — hvem er det godt for?

Af Mai-Britt Syberg og Ole Mortensen, Emils forældre

Der er for tiden megen debat om inklusion af børn med særlige behov i almindelige folkeskoler. Det er regeringens målsætning at flere børn end hidtil skal kunne inkluderes i almindelige folkeskoler i stedet for at segregeres på specialskoler. Argumenterne er bl.a. et ønske om at bremse de stigende udgifter til specialundervisning i Danmark.

Det er med et helt andet formål at vi nu i 9 år har valgt at vores søn skal inkluderes blandt typiske børn. Emil har diagnosen infantil autisme, som han fik som 4 årig. Efter 2 år i specialbørnehave kunne vi ikke spore megen udvikling, og en test lige inden skolestart i 2002 viste, at hans udviklingsniveau lå under et-åriges - såvel intellektuelt som sprogligt. Socialt var han ikke på nogen måde interesseret i andre mennesker.

Inden Emils skolestart havde vi besøgt skoler i Norge, og set hvorledes det var muligt gradvis at inkludere børn med dette handicap i almindelige folkeskoler, og daværende Ribe Amt og Bramming kommune valgte at etablere et skoleprojekt for Emil med inklusion på den lokale skole ved brug af ABA-metoden (Applied Behavior Analysis).

Metoden har været praktiseret i mange år i udlandet, blandt andet i Norge, Sverige, USA og Canada, og der er omfattende videnskabelig dokumentation for dens effekt. Så da Emil startede i skole i august 2002, var han det første skolebarn i Danmark som blev inkluderet ved ABA-metoden. Han blev tilknyttet en klasse med 23 elever, fik en støttelærer og havde et rum til 1:1 undervisning.

Det viste sig meget hurtigt at Emil profiterede af dette og hans udvikling begyndte at tage fart. Han begyndte så småt at tilegne sig talesprog, med små sikre skridt voksede inklusionen af Emil i klassen og han lærte at lege med de andre børn. Efter de første 3 år i almindelig folkeskole viste tests at Emils sproglige udviklingsalder var 3 ½ år og hans mentale alder svarede til en 7 årig. Han var inkluderet i klassen i op til 10 lektioner om ugen og antallet af inklusionstimer var stigende.

Kort efter Emils skolestart, blev der afholdt forældremøde i klassen, hvor et af emnerne var Emil. Da Emil var så meget andreledes end de andre børn i klassen, var det vigtigt for os og for skolens personale at informere de andre forældre så godt som muligt. Både for at de andre forældre kunne føle sig trygge, og vi kunne vise vores åbenhed og respekt for de spørgsmål, forældrene måtte have. På mødet blev det pointeret, at det altid var tilladt at spørge, hvis der var episoder, som børnene kom hjem og fortalte om, og som undrede forældrene. Ved mødet blev forældrene samtidig spurgt om deres børn i enkelte timer måtte tages ud af klassen til samarbejde med Emil. Det sagde alle ja til.

Det blev klart at vi som forældre til et anderledes barn, skilte os ud fra de øvrige forældre, og det skulle man vænne sig til i begyndelsen, men som årene gik, blev vi opfattet som forældre er flest.

Emil havde fra skolestart brug for, at kunne trække sig fra klassen, når det blev for uoverskueligt for ham. I et særligt lokale fik Emil 1:1 undervisning med henblik på at lære opgaver, som han senere skulle udføre i klassen. For at kunne arbejde med social læring var det nødvendigt at inddrage de andre børn i klassen, og her blev der anvendt en såkaldt omvendt integration. Det vil sige at et eller flere børn fra klassen arbejder med særlige opgaver sammen med Emil i træningslokalet. Formålet var at lære Emil at udføre opgaven blandt og sammen med andre børn, inden opgaven skulle overføres til klassen, og samtidig var der ekstra tid og hjælp til de udvalgte børn, således at også de kunne arbejde med noget, der for dem var svært.

I dette samvær med andre børn, lærte Emil at samarbejde og lege enkelte lege. Dette medførte at Emil fik legekammerater i fritiden, han var med til børnefødselsdage (med pædagogisk støtte), og vi mødte en utolig opbakning fra de andre børn og deres forældre.

Børnene i klassen blev hurtig klar over, at Emil havde brug for hjælp ind imellem, samtidig med at vi sikrede os, at Emil også fik mulighed for at vise, hvad han var god til. De andre børn blev meget hjælpsomme og i samarbejdet med Emil blev vi mødt med en stor iver efter at deltage og være sammen med Emil i fastlagte rammer. Børnene i klassen fik en oplevelse af at de var dygtige til at hjælpe, og andre forældre har ved flere lejligheder henvendt sig til os, og fortalt hvor glade de var for at Emil var i klassen, og hvordan de oplevede at deres eget barn blev mere social. Der var også flere forældre der mente at grunden til at klassen ikke var plaget af mobning, var fordi Emil var i klassen. Emil var så meget anderledes end de andre børn, og ”ham drillede man bare ikke”, og hvis der var det mindste optræk til mobning af Emil fra børn i andre klasser, blev han straks taget i forsvar.

Vi er sikre på, at det udelukkende har været muligt at inkludere Emil, fordi helt centrale forudsætninger har været til stede: Der var en vilje til succes fra forvaltningen, som skulle levere økonomien; fra skolens personale, som ønskede at dette skulle lykkes; der var de nødvendige støtteforanstaltninger; der blev leveret den nødvendige knowhow om ABA-metoden baseret på evidens, og ikke mindst der var der en aktiv forældreinddragelse.

Emils sociale udvikling og den stigende inklusionen i klassen hænger nøje sammen med, at der blev sat mål for alle områder, som blev evalueret meget ofte – ja ind imellem på både uge- og dagsbasis - og at der var supervision fra fagfolk, som kendte til de teknikker og redskaber, der er grobund for en vellykket inklusion.

For Emil og for os som familie har inklusionen været en stor succes. Vi som forældre er af den overbevisning, at man skal investere mere i mennesker, sådan som det sker med inklusion, og mindre i bygninger og taxitransport, som specialinstitutioner og –skoler står for.

Det var vigtigt for os, at Emil gik i skole i nærmiljøet, for her kunne han bruge de typiske børn som rollemodeller for social træning, men også for at skabe venskaber og relationer til jævnaldrende.

Desuden er der ingen tvivl om, at det i et kommende arbejdsliv for handicappede borgere, bliver mere og mere almindeligt at dette foregår inkluderet på det ordinære arbejdsmarked, eller i støtteforanstaltninger i samarbejde med erhvervslivet, og at isolerede og beskyttede beskæftigelsespladser i voksenlivet er fortid. Så det er måske også på tide, at man på skoleområdet for børn med særlige behov opstiller mål om for inklusion, og gør brug af de dertil udviklede metoder, så inklusionen ikke først begynder, når man er fyldt 18 år. Det handler jo ikke kun om at vores børn med handicap skal lære at inkluderes, men også at vores sunde og raske børn – og deres forældre - skal lære, at der er meget, man kan lære af handicappede.

Historien om Emils inklusion har oprindelig været bragt i BAKKENYT Nyhedsbrev fra Bakkevejens Skole

Redaktionen / 08.06.2011