DANMARK


En procent af danske børn har autisme

En dansk undersøgelse, der bliver offentliggjort i det næste nummer af tidsskriftet Pediactrics, viser at en procent af danske børn i alderen mellem 8 og 14 år er diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse. Tidligere er tilsvarende høj udbredelse blevet rapporteret fra Sverige, England og USA, men det er første gang, at der rapporteres en så høj udbredelse i Danmark.

De nye tal for udbredelsen af autisme fremkommer i en artikel om sammenhængen mellem infektioner under graviditet og risikoen for at få et barn, der diagnosticeres med en autismespektrumforstyrrelse (Atladóttir et al., 2012). Artiklen har været omtalt i de danske medier, men fokus har været på risikoen ved fx at blive smittet med influenza i løbet af graviditeten, og ingen har bidt mærke i den høje andel af børn, der diagnosticeres med ASF.

Data fra undersøgelsen stammer fra danske registre. Den Danske Nationale Fødselskohorte er oprettet som et led i det langsigtede projekt Bedre Sundhed for Mor og Barn (BSMB). Fødselskohorten indeholder data om mere end 100.000 graviditeter i Danmark. Kohorten blev etableret i perioden 1996-2002 for at indhente viden om, hvordan graviditetsperioden påvirker børns sundhed. De 100.000 gravide svarer til 31 % af alle graviditeter i perioden. Ved første konsultation i forbindelse med graviditeten blev kvinderne bedt om at deltage i undersøgelsen, der indebar fire interviews: to under graviditeten og to efter fødslen (da barnet var ½ og 1½ år gammelt). Interviewere spurgte til helbred, arbejdsmiljø, levevaner, medicin og barnets udvikling og trivsel pr. telefon.

Disse mere end 100.000 graviditeter resulterede i 96.736 børn, som indgår i undersøgelsen. De manglende børn skyldes dels dødsfald og dels fraflytning fra Danmark. Disse børn er nu mellem 8 og 14 år gamle, og ved at sammenkøre fødselskohorten med registret over autismespektrumdiagnoser i Det Psykiatriske Centralregister kan man beregne udbredelsen af autisme blandt disse børn. Der blev fundet 976 børn med en autismespektrumdiagnose, hvoraf 342 havde diagnosen infantil autisme. I procent svarer det til, at 1 % af børnene er blevet diagnosticeret inden for det autistiske spektrum, mens 0,4 % har fået diagnosen infantil autisme.

Denne udbredelse af ASF blandt 8 – 14 årige svarer til de tal, der er blevet offentliggjort fra USA, England og Sverige ( Baio , 2012; Baird et al., 2006; Gillberg, Cederlund, Lamberg, & Zeijlon, 2006). Men det er første gang, at der er blevet fundet så høj en andel af børn med autisme i danske registerundersøgelser. Den seneste danske undersøgelse – der omfattede børn på 9 år – fandt en udbredelse på 0,62 % (Parner et al. 2008). Forskellen på udbredelsen i den tidligere danske undersøgelse og i den aktuelle undersøgelse skyldes at børnene i den nye undersøgelse er ældre: 8 – 14 år. Jo ældre børnegruppe, man undersøger, desto større andel vil være diagnosticeret, eftersom en række milde tilfælde af ASF – især Aspergers syndrom – først opdages sent.

I den aktuelle undersøgelse er der flere fejlkilder, som kan betyde, at udbredelsen af ASF er større end beregnet. For det første er det kun en ca. tredjedel af børn født i perioden 1996-2002, der indgår i grundmaterialet fra Den Danske Nationale Fødselskohorte. Det er de kvinder, der har sagt ja til at deltage i undersøgelsen af sammenhænge mellem påvirkninger i graviditetsperioden og børns sundhed. Der har været en skævhed i denne udvælgelse. Det er blevet fremhævet, at især enlige kvinder med lav indkomst og kort uddannelse er underrepræsenteret i denne databasse ( Jacobsen et al. 2010). Der vil formodentlig være en tendens til, at netop disse mødre vil have børn, der ikke bliver diagnosticeret.

I Danmark er en diagnose nemlig ikke en forudsætning for sociale og pædagogiske tilbud. Hvis forældrene er tilfredse med de tilbud, som deres barn med funktionsnedsættelser, modtager fra det offentlige, så er forældrenes motivation for at kræve en formel diagnose begrænset.

Selv om man i Danmark centralt registrerer alle formelle børnepsykiatriske diagnoser i Det Psykiatriske Centralregister, så er der også her en underrapportering – der er et mørketal mht. antallet af børn med ASF. Det drejer sig fx om børn, som er blevet udredt af privatpraktiserende psykiatere eller pædiatere, som ikke indberetter til Det Psykiatriske Centralregister. Desuden drejer det sig om børn, der udredes af psykologer – fx fra Center for Autisme, Børneklinikken eller af PPR – men som aldrig får en formel diagnose fra en børnepsykiatrisk hospitalsafdeling.  Det er nemlig kun psykiatere, der kan diagnosticere psykiske lidelser, og det er kun det offentlige sundhedsvæsen, der indrapporterer til Det Psykiatriske Centralregister.

Begge fejlkilder – skævheden i rekrutteringen til Den Danske Nationale Fødselskohorte og mørketallet for antallet af børn med autisme i Det Psykiatriske Centralregister - vil have en tendens til at undervurdere udbredelsen af autisme i Danmark.

Referencer

Atladóttir, H. Ó., Tine Brink Henriksen, Schendel, D. E., & Parner, E. T. (2012). Autism After Infection, Febrile Episodes, and Antibiotic Use During Pregnancy: An Exploratory Study. Pediatrics, [Epub ahead of print]. doi: 10.1542/peds.2012-1107. Læs abstract

Baio, J. (2012). Prevalence of Autism Spectrum Disorders — Autism and Developmental Disabilities Monitoring Network, 14 Sites, United States, 2008. Surveillance Summaries, 61(SS03), 61(SS03);61-19. Læs artiklen

Baird, G., Simonoff, E., Pickles, A., Chandler, S., Loucas, T., Meldrum, D., et al. (2006). Prevalence of disorders of the autism spectrum in a population cohort of children in South Thames: the Special Needs and Autism Project (SNAP).   Lancet, 368(9531), 210-215.   Læs abstract  

Gillberg, C., Cederlund, M., Lamberg, K., & Zeijlon, L. (2006). Brief report: "The autism epidemic". The registered prevalence of autism in a Swedish urban area.   Journal of Autism and Developmental Disorders, 36 (3), 429-435.   Læs abstract

Jacobsen, T. N., Nohr, E. A., & Frydenberg, M. (2010). Selection by socioeconomic factors into the Danish National Birth Cohort. European Journal of Epidemiology, 25 (5), 349–355. doi: 10.1007/s10654-010-9448-2. Læs abstract

Parner, E. T., Schendel, D. E., & Thorsen, P. (2008). Autism Prevalence Trends Over Time in Denmark: Changes in Prevalence and Age at Diagnosis.   Archives of pediatrics & adolescent medicine, 162(12), 1150-1156.   Læs abstract

 

 

Joi Bay /21.11.2012