DANMARK

Ikke flertal for aftale om kommunale serviceniveauer for handicappede

I juni 2011 indgik Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen en aftale om, at der skal fremsættes lovforslag, der giver kommunerne mulighed for at fastlægge lokale serviceniveauer for hjælp til personer med handicap, og at kommunernes økonomi skal tages med i betragtning ved vurdering af handicapkompenserende ydelser (se artiklen Ny aftale vil forringe ankemuligheder). Men en rundspørge foretaget af Scleroseforeningen viser, at der efter et valg næppe vil være flertal for sådanne lovændringer.

Scleroseforeningen har spurgt centrale politikere fra de forskellige partier om deres stilling til aftalen med KL.

Kristendemokraterne, Enhedslisten, SF, De Radikale og Liberal Alliance, siger klart nej til aftalen om at gøre hjælpen til mennesker afhængig af den enkelte kommunes økonomi. Kristendemokraterne kalder aftalen en "moralsk deroute", SF mener den er "et brud på grundlæggende socialpolitiske principper", og Enhedslisten siger, at partiet har samlet hele oppositionen for at nedsætte en kommission, der skal sikre borgernes retssikkerhed på det sociale område. Også Dansk Folkeparties Martin Henriksen, som i dag er formand for Folketingets socialudvalg, siger, at hans parti er meget skeptisk over for aftalen mellem regeringen og KL.

Aftalen mellem KL og regeringen er blevet forsvaret af formanden for KL, socialdemokraten Jan Trøjborg – senest i en kronik, som han skrev sammen med næstformanden i KL, Erik Fabrin fra Venstre. I kronikken skriver de bl.a.

" Vi skal ikke skabe en kløft mellem befolkningens serviceforventninger og de økonomiske realiteter gennem ufinansierede velfærdsløfter. Tiden er til reformer, som kan sikre velfærdsstaten på lang sigt. (...) På det specialiserede børne- og voksenområde skal kommunerne f.eks. have bedre muligheder for at fastsætte lokale serviceniveauer, så området kan indgå i en prioriteringsdiskussion på lige fod med andre serviceområder." (Berlingske, 25. august 2011)

Det er derfor særlig interessant at se, hvad Socialdemokraterne svarer på Sceroseforeningens spørgsmål om aftalen mellem KL og regeringen. Mette Frederiksen, som er Socialdemokraternes socialordfører, svarer:

”Den enkeltes kommunes økonomi bør ikke være afgørende for afgørelser eller indsatser i forhold til handicappede og de rettigheder, de har. Loven skal overholdes, og det er ankeinstansernes opgave at vurdere, hvorvidt dette er tilfældet.”

Til dr.dk siger Mette Frederiksen om samme emne:

”Jeg har ikke lyst til at sætte en grænse for hvilken omsorg og pleje og hvilken pædagogisk indsats vi skal gøre over for de mennesker, der har de største handicap. I Danmark har vi et rigtig, rigtig vigtigt princip - at selv om man er handicappet, så skal man kunne leve en ordentlig tilværelse på lige vilkår med andre. Når jeg ikke i en økonomisk krise har lyst til at skære ned på handicapområdet, så er det fordi, at hvis der er råd til skattelettelser, så er der søreme også råd til at føre en ordentlig handicappolitik”, siger hun.

Det tyder altså på, at Venstre og Konservative er de eneste, der i dag forsvarer aftalen med KL.

Kilder:
Scleroseforeningens rundspørge, 9. september 2011
dr.dk, 9. september 2011 06.00 

Scleroseforeningen har stillet fire spørgsmål om handicappolitik til de socialpolitiske ordførere fra Folketingets partier. Alle partier har svaret.

De fire spørgsmål lyder:

1 Har Danmark råd til at opretholde det nuværende niveau, når det gælder offentlig betaling af hjælpemidler og personlig hjælp til mennesker med handicap?

2. Er det ok at kommunerne indfører egne lokale standardiserede ydelser, når det gælder hjælp til mennesker med handicap, så det ikke længere er borgerens individuelle situation og behov, der lægges til grund for ydelserne?

3. Er du enig i, at den enkelte kommunes økonomiske situation skal kunne tages med i vurderingen af, hvad der kan tildeles af ydelser til mennesker med handicap?

4. Vil dit parti støtte Regeringen og KLs forslag om, at ankeinstanserne skal tage hensyn til kommunens økonomi, når de behandler anker over kommunernes afgørelser i henhold til serviceloven?

Tidligere artikler om dansk social- og uddannelsesret for børn med handicap
Partierne svarer på handicappolitiske spørgsmål
Ny vejledning om tabt arbejdsfortjeneste
Forbud imod diskrimination gælder også pårørende til børn med handicap
Forældre føler sig svigtet af det sociale system
Beregningsgrundlag for tabt arbejdsfortjeneste
Ny aftale vil forringe ankemuligheder
S-SF regering vil genindføre fuld tabt arbejdsfortjeneste
Manglende udredning kan umuliggøre bevilling af støtte til familien

Ny principafgørelse om tabt arbejdsfortjeneste

Lovforslag om beskæring af tabt arbejdsfortjeneste
Tabt arbejdsfortjeneste følger barnet
Kommunernes Landsforening udtrykker usikkerhed omkring besparelse
Socialministeriet præciserer nye regler om tabt arbejdsfortjeneste
Forringelser af muligheder for hjemmetræning
Principafgørelse om nedsat forældrebetaling
Socialministeriet præciserer lovgivning
Slut med 50 % friplads i specialbørnehaver
Udgifter til gluten- og kaseinfri diæter kan ikke kompenseres
Ankestyrelsen baserer afgørelse på evidens

Lovgivning om hjemmetræning vedtaget i Folketinget

Joi Bay /09.09.2011