DANMARK

Kommunernes Landsforening udtrykker usikkerhed omkring besparelse

Ifølge webavisen altinget.dk er der i Kommunernes Landsforening skepsis over for, om de planlagte besparelser på tabt arbejdsfortjeneste faktisk vil have en positiv virkning på statens økonomi.

«Vi vil ikke afvise, at noget af besparelsen kan blive ædt op, eller at det samlet set bliver dyrere, fordi kommunerne skal tage sig af pasningen af flere syge eller handicappede børn,« siger vicekontorchef Kurt Hjortshøj i KL til altinget.dk. Han fortæller også, at KL vil lave en vurdering af, i hvor høj grad forringelsen vil øge kommunernes udgifter til pasning af børnene.

Forslaget om at ændre på betingelserne for tabt arbejdsfortjeneste har vakt betydelig kritik. Ikke alene fra handikap- og patientforeninger, men også oppositionen.

Socialordfører Mette Frederiksen (S) kaldet forliget usympatisk, fordi det er målrettet mod familier, der er ramt af sygdom eller handikap.

»Vurderingen fra KL stemmer fint overens med de mange meldinger, jeg har fået fra borgere, der vil blive berørt af denne besparelse. Vi er usikre på, hvor gennemtænkt dette tiltag er. Man så jo, hvordan andre tiltag pludselig blev ændret,« siger Mette Frederiksen til altinget.dk

Hun vil nu have socialministeren til at lave en vurdering af, om besparelserne til lønrefusion vil blive ædt op af flere udgifter til pasning af syge eller handikappede børn.

SF's ordfører på området, Anne Baastrup, er enig i kritikken. Hun siger til altinget.dk, at godt nok lover socialministeren, at loven kun gælder fremadrettet. Men hvad så, hvis moderen stopper med at passe barnet, fordi faderen tager over. Skal sagen så op på ny, og vil familien så komme på den nye og lavere ydelse?

Formanden for Danske Patienter, der er paraplyorganisation for 700.000 medlemmer, Lars Engberg siger til altinget.dk:

»For det første er der det menneskelige aspekt, at man her rammer nogle familier, som allerede er udfordret, fordi de har et sygt eller handikappet barn. Man risikerer også, at forældrene af økonomiske årsager må tage et arbejde, og at barnet skal anbringes helt eller delvist i en institution, hvilket heller ikke gavner barn eller forældre,« siger han.

Han tvivler ærkt på, at regeringen kan høste de forventede besparelser. Man risikerer ifølge ham, at flere forældre vil arbejde i stedet for at passe deres syge barn, fordi en del vil få en lavere løn for at passe deres barn. "Dermed vil kommunerne skulle levere pasningstilbud, og så tvivler vi på, at man opnår den besparelse, regeringen lægger op til," siger Lars Engberg.

Kilde: altinget.dk, 3. maj 2010

Tidligere artikler om dansk social- og uddannelsesret for børn med handicap
Socialministeriet præciserer nye regler om tabt arbejdsfortjeneste
Socialminister trækker i land
Forringelser af muligheder for hjemmetræning
Principafgørelse om nedsat forældrebetaling
Socialministeriet præciserer lovgivning
Slut med 50 % friplads i specialbørnehaver
Udgifter til gluten- og kaseinfri diæter kan ikke kompenseres
Ankestyrelsen baserer afgørelse på evidens

Lovgivning om hjemmetræning vedtaget i Folketinget

Joi Bay / 4.06.2010