DANMARK

Socialminister trækker i land

Efter en dag med kraftig kritik fra oppositionen og fra Danske Handicaporganisationer af gårsdagens forlig om nedskæringer i tabt arbejdsfortjeneste trækker socialminister Benedikte Kiær nu i land. Hun fortæller til Ritzau, at ingen af de nuværende handicapfamilier vil blive ramt af nedskæringer i tabt arbejdsfortjeneste. Den begrænsede ret til kompensation for tabte lønindtægter vil kun gælde for børn født efter 1.1.2011, siger ministeren.

Socialdemokraternes handicapordfører, René Skau Björnsson, har meddelt, at han ønsker socialminister Benedikte Kiær (K) i samråd. Han kritiserer kraftigt forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti, og siger, at ministeren i samrådet skal forklare, hvordan det kan være, at man mener, at vi skal tilbage til en periode i dansk socialpolitik, som burde være slut.

Ifølge René Skau Björnsson vil konsekvensen af forliget blive, at forældre bliver tvunget til at sende deres handicappede børn på døgninstitutioner. Og regningen for døgnanbringelserne lander hos skatteyderne ude i kommunerne.

Også formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad, har i kraftige vendinger kritiseret forliget. Han siger til Ritzau, at mange forældre vil sige nej til denne ordning, fordi de ikke har råd. Det betyder, at deres børn skal anbringes i døgntilbud, hvilket samlet set vil være en meget dyrere løsning. Det her er simpelthen en omkostning og ikke en besparelse, siger Stig Langvad.

Til kritikken siger socialminister Benedikte Kiær (K), at kun børn født efter den 1.1.2011 vil være omfattet af den nye ordning. Hun erkender, at problemet vil være det samme for de mennesker, der bliver forældre til et handicappet barn efter 1. januar 2011. »Men det er jo ikke alle, der vælger at gå hjemme på fuld tid og passe sine børn. Nu får de muligheden for at indrette deres økonomi efter det valg, de nu engang træffer. Det er med de nye regler fortsat en god ordning, som i høj grad tåler sammenligning med både Sverige og Norge. Så jeg synes ikke, at vi skal skamme os over den ordning, vi nu finder frem til«, siger Benedikte Kiær.

Hun forklarer dog ikke, hvordan nedskæringerne af mulighederne for tabt arbejdsfortjeneste kan give besparelser på op til 200 mio. kr. om året, når nedskæringerne kun rammer børn født i 2011 og senere.

I dag er der 18.800 modtagere af tabt arbejdsfortjeneste. Omkring 10 procent af dem får fuld tabt arbejdsfortjeneste for at passe deres handicappede barn.

Kilde: Ritzaus Bureau 26. maj 2010

Tidligere artikler om dansk social- og uddannelsesret for børn med handicap
Forringelser af muligheder for hjemmetræning
Principafgørelse om nedsat forældrebetaling
Socialministeriet præciserer lovgivning
Slut med 50 % friplads i specialbørnehaver
Udgifter til gluten- og kaseinfri diæter kan ikke kompenseres
Ankestyrelsen baserer afgørelse på evidens

Lovgivning om hjemmetræning vedtaget i Folketinget

Joi Bay / 26.05.2010