Ombudsmanden går ind i sag om metodefrihed

Ombudsmanden har besluttet at gå ind i en klagesag om ABA-baseret undervisning til et skolebarn med autisme.

Sagen drejer sig om et skolebarn med autisme og mental retardering. Barnet har tidligere profiteret af en ABA-baseret pædagogik og en psykiater, der har vurderet barnets udvikling, har anbefalet at denne metode fortsat bliver anvendt. Alligevel er drengen blevet visiteret til en specialskole, der anvender TEACCH-pædagogik.

Sagen har tidligere været behandlet i Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, hvor forældrene ikke fik medhold i deres klage over, at den pædagogiske metode ABA ikke er blevet fortsat. Klagenævnet fandt, at barnet var velplaceret i specialskolen, eftersom skolens tilbud matchede barnets behov. Klagenævnet afviste desuden at tage stilling til den pædagogiske metode med henvisning til, at det er den enkelte skole, der selv fastlægger undervisningens indhold og organisering. Klagenævnet har derfor ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om skoleplacering.

Forældrene har herefter klaget til Ombudsmanden over, at Klagenævnet ikke i sin afgørelse udtrykkeligt har taget stilling til, efter hvilken pædagogisk metode (ABA eller TEACCH), barnet skal undervises. Ombudsmanden har valgt at behandle sagen, sagens akter er blevet indhentet og på den baggrund har Ombudsmanden stillet en række uddybende spørgsmål til Klagenævnet.

Ombudsmanden har forstået det hidtidige forløb på den måde, at Klagenævnet udelukkende har taget generel stilling til, om skoletilbuddet er relevant for børn med autisme, men kan ikke se af sagens akter, at der specifikt er blevet taget stilling til, om undervisningstilbuddet konkret matcher barnets undervisningsbehov. Spørgsmålet er således, at der er blevet foretaget en individuel vurdering af undervisningstilbuddet set i forhold til barnets særlige vanskeligheder og tidligere gode erfaringer med ABA-metoden. Ombudsmanden efterlyser derfor i Klagenævnet en begrundelse for, at nævnet ikke i sin afgørelse udtrykkeligt har taget stilling til efter hvilken metode, barnet skal undervises.

Selv om der indtil videre kun er tale om en afklaring af det juridiske grundlag for Klagenævnets behandling af sagen, så er sagen principiel og interessant. Det er første gang overhovedet, at Ombudsmanden går ind i en sag om pædagogisk metode i vidtgående specialundervisning. Samtidig er det tydeligt af sagens foreløbige akter, at Ombudsmanden ikke – som udgangspunkt – stiller sig tilfreds med Klagenævnets henvisning til skolers og læreres metodefrihed. Han mener tydeligvis, at Klagenævnet ikke kan afvise, at behandle spørgsmål om valg af pædagogisk metode med henvisning til metodefriheden.

Skolers og læreres metodefrihed er omdiskuteret og kritiseret. Metodefriheden har en lang historisk tradition i dansk pædagogik, men er kun indirekte lovfæstet i en paragraf i folkeskoleloven, hvori der står, at det er skolelederen ansvar at undervisningen tilrettelægges, så den rummer udfordringer for alle elever, og at fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg i videst muligt omfang skal foregå i samarbejde mellem lærerne og eleverne. (§ 18, stk. 2 og 4). Forældre har altså ingen rolle at spille i metodevalg, som alene er op til de tre parter, der er nævnt: skoleledelse, lærere og elever. Der er heller ikke lovgrundlag for at kræve, at undervisningen skal basere sig på dokumenterede metoder. Derimod skal undervisningen - herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse - tilrettelægges, således at den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger (§ 18, stk. 1).

Der er derfor i § 18 indbygget en potentiel konflikt mellem på den ene side den enkelte elevs behov og forudsætninger og lærernes og skolens metodefrihed. Det er en konflikt, som er tydelig i den sag, som Ombudsmanden nu er gået ind i. Hvad skal vægtes højest? Barnets tidligere gode erfaringer med ABA-metoden, som er dokumenteret og som anbefales af en børnepsykiater? Eller metodefriheden, som forhindrer Klagenævnet i at blande sig i undervisningens konkrete tilrettelæggelse og i metodevalg? Klagenævnet prioriterer i sine afgørelser skolernes metodefrihed, mens Ombudsmanden – tilsyneladende – er indstillet på at vurdere om barnets individuelle behov skal have forrang.

Sagen har derfor principiel betydning, fordi Ombudsmanden kan omvurdere vægtningen mellem hensyn til metodefrihed og enkelte elevers behov, og således påvirke ikke alene denne sag men alle fremtidige sager om metodevalg i Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Selv om Ombudsmanden ikke har magtmidler til gennemtvinge sine juridiske tolkninger, så er der en lang tradition for, at offentlige myndigheder retter sig efter ombudsmandens udtalelser.

Læs folkeskoleloven på Retsinformation
Læs om Ombudsmanden

 

 

 

Joi Bay / 24.09.2008