Udredningsgaranti i børnepsykiatrien

Den 1. august trådte den nye lov om udredningsgaranti i børnepsykiatrien i kraft. Loven har til formål at nedbringe antallet af børn på venteliste til de børnepsykiatriske afdelinger. Der er store ventetider i børnepsykiatrien og for øjeblikket står mellem 2.000 og 3.000 børn på venteliste til udredning eller behandling. Heriblandt en stor gruppe af børn, hvor der er mistanke om en autismespektrumforstyrrelse.

I foråret 2008 vedtog Folketinget en lov om udredningsgaranti til børn og unge, der venter på at komme til på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling (LOV nr 539 af 17/06/2008, 2008). Loven betyder, at hvis et barn henvises til en psykiatrisk undersøgelse, så skal undersøgelsen påbegyndes inden for to måneder. Fra januar 2009 udvides garantien til også at omfatte behandling.

Ifølge den nye lov kan en udredning enten ske på regionens egne børnepsykiatriske afdelinger eller på et af de private eller udenlandske sygehuse eller klinikker, som har indgået en aftale med regionerne. Hvis regionen ikke inden 2 måneder efter henvisningen kan tilbyde en undersøgelse på et offentligt sygehus kan man som forældre vælge at lade barnet bliver undersøgt på et såkaldt aftalesygehus – dvs. de private sygehuse og klinikker eller udenlandske sygehuse, som Danske Regioner har indgået aftale med. Det er gratis for brugerne at vælge en sådan privat udredning. Der er endnu ikke indgået de nødvendige aftaler med private eller udenlandske sygehuse og klinikker, og man ved derfor ikke, hvor der vil være muligheder for udredning og diagnose.

Allerede inden loven trådte i kraft, blev den undsagt af Danske Regioner. Formanden for regionernes social- og psykiatriudvalg, Bent Normann Olsen, udtalte til Nordjyske- og Fyens Stiftstidender, at regionerne ikke har en chance for at opfylde den nye ret til undersøgelse.

»Der er slet ikke private samarbejdspartnere nok til at afhjælpe presset, som desuden ventes at stige de kommende år. Man skaber en forventning som kun kan udløse skuffelse, når den viser sig ikke at holde. De psykisk syge børn og deres forældre bliver direkte holdt for nar«, sagde Bent Norman Olsen.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har været mere optimistisk. Han sagde dengang: »Jeg tror, at regionerne er interesserede i at bevare opgaverne i deres regi, og at de derfor vil opruste. Erfaringerne med det udvidede frie sygehusvalg viste jo, at det hjalp på ventelisterne, da regeringen begyndte at puste regionerne i nakken«.

Den nye lovgivning om udredningsgaranti er i virkeligheden slet ikke en udredningsgaranti, men derimod en ventelistegaranti. Det vil sige en garanti for, hvor længe et barn kan være på ventelisten. Der er tale om en garanti for, hvornår udredningen skal påbegyndes – ikke en frist for, hvornår udredningen skal være afsluttet. Derfor er der usikkerhed omkring lovens praktiske konsekvenser for diagnosealderen. I værste fald kan man forestille sig, at ventelisterne nedbringes ved at der igangsættes flere udredninger, men at den gennemsnitlige udredningstid samtidig forlænges, således at der ikke kommer til at ske en tidligere diagnosticering. I en sådan situation vil man altså flytte ventetiden fra ventelisten til forlængede udredningsforløb.

I forvejen kan man have mistanke om, at de børnepsykiatriske afdelinger bruger urimelig lang tid på at gennemføre udredninger og udfærdige en diagnose for børn med autismespektrumforstyrrelser. Når der kommer private aktører på banen som følge af den nye udredningsgaranti må man forvente at udredningsprocessen bliver betydelig kortere, fordi der for de private klinikker vil være økonomiske incitamenter til en hurtig afslutning af udredning og en skriftlig diagnose. En kortere udredningsperiode og en hurtigere diagnose er en forudsætning en tidligere intensiv intervention, som er afgørende for disse børns udviklingsmuligheder.

Kilder:
dr.dk 15. jul. 2008
Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab (Udvidet behandlingsret for psykisk syge børn og unge og kommunal fysioterapi), LOV nr 539 af 17/06/2008.

 

 

Joi Bay / 02.08.2008