Lovgivning om hjemmetræning vedtaget i Folketinget

Folketinget vedtog den 12. juni lovforslag L 154 om forældres træning af børn med vidtgående handicap i hjemmet og om specialpædagogisk rådgivning i hjemmet. Alle partier med undtagelse af Enhedslisten stemte for forslaget, der blev vedtaget med 106 stemmer imod 2. Enhedslisten stemte imod fordi loven er en del af satspuljeforliget, som de er modstandere af.

Loven indebærer, at forældre til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne får ret til offentlig støtte til træning og undervisning af barnet helt eller delvist i hjemmet efter dokumenterbare metoder. Hjemmetræning bliver således et alternativ til de traditionelle offentlige tilbud i daginstitutioner og skoler.

I begrundelsen for lovforslaget hedder det, at børn og unge med alvorlige handicap får bedre muligheder for udvikling og trivsel, når forældre og eventuelt barnet/den unge selv får mulighed for at blive aktivt inddraget i indsatsen. Internationale studier inden for børneområdet viser, at inddragelse af forældre og børn som aktive partnere i rehabiliteringsprocessen øger både brugertilfredsheden og behandlingseffekten. Forældrene udgør med det kendskab, de har til deres børn, en ressource, der kan forbedre den offentlige indsats, hvis de inddrages og involveres heri.

Målgruppen for loven er børn og unge under 18 år der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte. Afgrænsning af målgruppen baserer sig ikke på bestemte diagnoser eller på karakteren af funktionsnedsættelsen, men på en fagkyndig vurdering af barnets behov for et særligt tilbud, herunder et særligt træningstilbud.

Loven giver mulighed for, at forældre kan få godkendt og finansieret hjemmetræning hvis den metode, der anvendes er dokumenterbar, hvis forældrene kan magte opgaven og hvis barnets behov bliver opfyldt. Det er kommunerne, der skal godkende metoder og vurdere om metoderne og tilrettelæggelsen opfylder barnets behov. Det er også kommunerne, der skal finansiere udgifterne, der består af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, udgifter til supervision, kurser, hjælpere og træningsmaterialer samt specialpædagogisk støtte.

Loven er en del af satspuljeforliget for 2008, og i den forbindelse er der afsat 93,5 mio. kr. til hjemmetræning og –undervisning af børn med svære handicap. Satspuljemidlerne skal finansiere en del af kommunernes ekstra udgifter til børn, der fremover bliver trænet og undervist i hjemmet. Men pengene vil ikke blive anvendt som direkte tilskud til træning og undervisning. De skal i stedet anvendes på nye initiativer til at kvalitetssikre hjemmebaserede tilbud til børn med svære handicap. Bl.a. til specialpædagogisk bistand og rådgivning i hjemmet, forældrekurser, lære- og handleplaner, kompetenceudvikling, tværsektoriel koordinering samt dokumentation og evaluering.

Kommunernes ekstraudgifter til finansiering af selve træningstilbuddene indgår i forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Finansministeren vedr. kommunernes økonomi i 2009. Kommunernes Landsforening har gennemført konsekvensberegninger af loven og ønsker kompensation fra regeringen for ekstraudgifterne.

På baggrund af den hidtidige interesse for ABA-metoden forventer ABA-foreningen at ca. 25 børn med autismespektrumforstyrrelser årligt vil blive visiteret til hjemmebaseret forældretræning.

Læs om loven på ABAforum.dk

Læs Socialudvalgets betækning over L 154. Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om friskoler og private grundskoler m.v. (Forældres udførelse af hjælp til børn i hjemmet m.m., tolkning ved sociale aktiviteter, udvidede beføjelser til Ankestyrelsen og de sociale nævn, borgerstyret personlig assistance, styrket indsats overfor kvinder og børn på krisecentre m.v.).(28.3.2008).

Se alle dokumenter om L 154 på Folketingets website

 

 

Joi Bay / 12.06.2008