ETIBA: Den kommunale visitation til autismetilbud

Af cand. mag. og ph.d. Bjørg Kjær, Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE)

Kapitel 5 i ETIBA-rapporten om den kommunale visitation bygger på kvalitative, semistrukturerede telefoninterview med den hovedansvarlige for visitationspraksis i 13 kommuner.

Et grundlæggende metodisk problem for hele dette kapitel er, at der ikke tages højde for, at et interview giver indblik i hvordan noget opleves, føles, betydningssættes – og ikke direkte siger noget om hvad der sker i praksis. Interviewet er en dokumentationsform som dokumenterer, hvad respondenten ser, synes, mener, derfra hvor vedkommende befinder sig og med det udsyn vedkommendes identitet tilsiger (Fog 1997, Arnstberg 1997). Oplysninger der er produceret på denne måde, må derfor analyseres og tolkes i et perspektiv som sikrer, at man tager højde for, at den interviewede visitationsansvarlige ikke er en neutral kilde til information, men part i sagen. Det betyder, at også det, disse respondenter fortæller, er farvet af, at deres fortællinger udfylder funktioner i forhold til at legitimere og bekræfte respondenten selv. Imidlertid er kapitlets måde at gøre rede for interviewmaterialet præget af, at interviewene anskues som en slags direkte kilde til information om hvad der er foregået. Det svækker troværdigheden i materialefremlæggelsen, at disse forhold ikke problematiseres (hvilket de i et vist omfang gør i forbindelse med fremlæggelse af pædagogers og i høj grad i forbindelse med fremlæggelse af forældres udsagn) (Dahler-Larsen 2005: 21).

Kapitlet bygger altså på respondenters, i dette tilfælde visitationsansvarliges, syn på en række spørgsmål.

En konsekvens af den relativt naive tilgang til netop disse interview er, at det centrale begreb ”faglighed” omkring visitationspraksissen er uproblematiseret. Hvad betegnelsen ”faglige argumenter” (s. 70) dækker over er særdeles uklart (formodentlig fordi det er taget for givet i interviewsammenhængen). Sociologen Morten Ejrnæs har dokumenteret hvordan begrebet ”faglighed” er overordentlig vanskeligt at dokumentere empirisk. Han har undersøgt professionelle faglige ligheder og forskelle hos pædagoger, socialrådgivere, lærere og sundhedsplejersker (Ejrnæs 2004). Hans konklusion er, at alle faggrupper har en forventning om at deres kollegers faglige dømmekraft vil resultere i at de vurderer ens. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ligheder og forskelle fulgte ikke professionsgrænserne, men gik på tværs af dem. Professionens faglighed udgjorde i denne undersøgelse altså ingen observerbar enhed, på trods af, at retorik og selvforståelse hos de fire professioner er lette at adskille. ETIBA-evalueringens grundlæggende præmis om at det er muligt for den visitationsansvarlige ”rent fagligt” at mene noget, er altså problematisk. Den faglige vurdering er en kompliceret størrelse, som ofte præges af personlige holdninger, værdier og synspunkter (Ejrnæs 2004).

Der er også en blind plet i evaluators forståelse af fagligheden. Denne blinde plet konsoliderer det eksisterende som selvfølgelig referenceramme, uden at forholde det eksisterende til fx dansk handicappolitiks grundbegreber, Salamanca-erklæringen, FNs konvention om barnets rettigheder, Loven om pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Der er således ingen overvejelser over hvorvidt forældrenes ønsker om at barnet visiteres til et tilbud med tæt tilknytning til normalsystemet, kan udnyttes som en mulighed for at understøtte rummeliggørelse af normalsystemet ved at skabe inkluderende dagtilbud, som sikrer alle børns læring, trivsel og udvikling. Derimod opfattes forældrenes ønsker om et inkluderende tilbud til deres barn som et svigt af børnene – der tales ikke om at kommunerne svigter deres forpligtelse til ligebehandling af handicappede børn ved at henvise til segregerede tilbud i stedet for at afsøge muligheden for at etablere et inkluderende.

Fagligheden er også afhængig af erfaringsgrundlag og kompetenceniveau hos visitator, hvilket kun i små kommuner betragtes som et problem, der eventuelt kan påvirke kvaliteten af visitationsprocessen (s. 71). Ellers fremhæves udelukkende forældreønsker og forældrepres som trusler mod kvaliteten af visitationsprocessen (s. 72).

Hele afsnittet leder hen til at følgende spørgsmål opstilles: ”.. for forsøg eller tilbud med alternative metoder (hvor forældreønsker generelt vægtes meget højt): Sker denne vægtning med udgangspunkt i uvildig faglighed?” (s. 73)

Her er der en blindhed overfor, at den eksisterende ”faglighed” kun tilsyneladende er neutral. I realiteten er den ikke uvildig, men har egne interesser og bygger på etablerede traditioner, som i høj grad er normative. De bygger på en normativitet med udgangspunkt i at det er ”synd for børnene”, at de og deres handicap skal ”accepteres”, at de skal beskyttes og skærmes mod det almindelige liv osv. Værdigrundlaget har rod i en omsorgstradition, og den støder imod ABAs læringsperspektiv. Helt det samme kan iagttages på det almenpædagogiske område i forbindelse med modtagelsen af den nye lov om pædagogiske læreplaner. Loven har mødt modstand, forankret i en omsorgstradition – som desværre også medfører udbredt segregering og udstødelse af svage børn (Kjær 2007). Lærings- og kompetencetænkningen har imidlertid gjort sit indtog på det almenpædagogiske område - skal Danmark leve op til nationale og internationale love og konventioner om ligebehandling af handicappede, børns rettigheder, uddannelse for alle mv., er det nødvendigt at omsorgsparadigmet suppleres med et læringsmæssigt, didaktisk perspektiv på arbejdet også med disse børn.

Blikket på forældre

Citatet ovenfor om forældreønsker overfor uvildig faglighed illustrerer forbilledligt, at interviewmaterialet giver et indblik i respondenternes syn på forældre, forældreinddragelse og forældreindflydelse – og at dette blik ikke problematiseres eller analyseres af evaluator. Dette blik er meget traditionelt, præget af forestillinger om at faglighed (evt. tværfagligt samarbejde) er garant for kvalitet og hensigtsmæssighed i både visitation, organiseringsformer og pædagogik. Forældrenes ønsker om (de facto ABA, i evalueringen betegnet vha. det tendentiøse begreb ”alternative behandlingsmetoder”) internationalt dokumenterede metoder i tilbuddet til deres børn beskrives som en slags umotiveret underkendelse af den kommunale ekspertises faglighed.  Forældrenes ønsker er i overensstemmelse med aktuel dansk handicappolitik og internationale konventioner, hvilket ikke nævnes. Den utraditionelle procedure, hvor forældre selv går til det politiske niveau betegnes som en omgåelse af ”de almindelige kommandoveje” og det beskrives som et problem, at ressourcestærke ”forældre optræder mere selvsikkert over for forvaltningen, at de i højere grad er i stand til at omgå de normale forvaltningsmæssige procedurer, og at de er mere velinformerede” (s. 74-75).  Evaluator fremhæver risikoen for ”at processen tilsidesætter professionel viden og erfaring og afkobler den direkte dialog mellem professionelle og forældre” (s. 75).

At forvaltninger generelt, og visitatorer specifikt, har brug for ikke at forfalde til stagnation, vanetænkning, magtmisbrug, tematiseres ikke af evaluator. Heller ikke det demokratiske aspekt i forhold til borgerens ret til at gøre sin indflydelse gældende eller holde øje med hvordan det går med kvalitet og retssikkerhed nævnes. Derimod kaldes den professionelle magt for viden og iscenesættes som neutral. I forhold til den fortsatte udvikling af velfærdsstaten bør dette magtaspekt i forhold til professionelle relateres til demokratispørgsmål.

Studier af tværfagligt samarbejde på det sociale område peger på at de professionelles løbende identitetsarbejde er et grundlæggende vilkår for opgaveudførelsen og dokumenterer hvordan nogle perspektiver (fx psykologens) dominerer over andres (typisk pædagogens og ”brugerens”) – samt, at dette dominansforhold forbliver skjult for de involverede professionelle (Järvinen og Mik-Meyer red. 2003). Det er imidlertid yderst mærkbart især for ”brugeren”.

Referencer

Arnstberg, Karl-Olov (1997): Fältetnologi. Carlssons, Stockholm

Dahler-Larsen, Peter (2005): At fremstille kvalitative data. Syddansk Universitetsforlag, Odense.

Ejrnæs, Morten (2004): Faglighed og tværfaglighed. Vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere. Akademisk Forlag.

Fog, Jette (1997): Med samtalen som udgangspunkt. Det kvalitative forskningsinterview. Akademisk Forlag, København

Järvinen, Margaretha og Mik-Meyer, Nanna (2003): At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag, København.

Kjær, Bjørg (2007): ”Børn med behov for en særlig pædagogisk indsats og pædagogiske læreplaner: En fælles udfordring til generalister og specialister”. Udkommer 26. marts.

Andre kommentarer til ETIBA-rapporten:
Metodisk kritik af ETIBA-evalueringen
Hvad virker for børn med autisme?

Bjørg Kjær /1.02.2007