8 permanente ABA-pladser i Århus Amt

Århus bliver det første sted i landet, hvor ABA tilbydes som permanent tilbud med 8 pladser på amtsplan.

24. januar 2006 vedtog Århus Amt endeligt at tilbyde 8 børn med autisme i amtet behandling baseret på anvendt adfærdsanalyse. Tilbuddet er permanent og adskiller sig dermed fra de forsøgsordninger eller individuelle ordninger, der er etableret i resten af landet. Som sådan er det et epokegørende skridt for ABA-behandling i Danmark.

De 8 ABA-pladser tilbydes ved siden af den gængse autisme-behandling. Således øges det samlede antal behandlingspladser for autisme i amtet. Dermed tilbyder Århus Amt større valgfrihed når det gælder behandling af autisme. De 8 pladser fordeles med 6 til førskolebørn og 2 til skolebørn.

Det er planen, at amtets ABA-supervision på sigt skal ligge hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov. Også dette er epokegørende. Supervision er afgørende i behandlingen, men den er dyr og der findes ingen offentlige udbydere af ABA-supervision i Danmark. Opbygningen af ABA-kompetence på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov bliver således det første sted i Danmark, hvor ABA-supervision kan tilbydes i offentligt regi. Hidtil har man været henvist til at købe supervision fra private supervisionsudbydere.

Hvor ABA i flere lande i årevis har været en gængs behandlingsform blandt andre behandlingsformer, er den først for nylig blevet etableret i Danmark. I takt med at den er blevet mere kendt, har flere danske forældre ønsket at tilbyde deres børn med autisme et tilbud baseret på anvendt adfærdsanalyse. Men ABA er blevet mødt med en del modstand. På flere måder adskiller ABA sig fra den typiske danske pædagogiske indsats ved i højere grad at intervenere over for autismen. Metoden er også dyrere end de gængse danske tilbud til børn med autisme. Og endelig har Videnscenter for Autisme og Landsforeningen for Autisme talt imod indførelsen af ABA i Danmark.

Men i efteråret vedtog Landsforeningen for Autismes lokalafdeling i Århus at støtte en mangfoldighed af tilbud til børn med autisme i Århus. Og kort tid efter valgte Århus Amt at bevilge 3 mio. kr. til oprettelsen af 8 ABA-pladser fra 2006. Amtet igangsatte herefter en høringsrunde blandt kommunerne for at høre, hvilke kommuner, der rent faktisk var interesserede – og også for at høre om kommunerne var indstillet på at videreføre ABA-behandlingerne efter 2007, hvor amterne bliver nedlagt. Amtet besluttede samtidig, at mindst 50% skulle være positive for at de ville realisere ABA-tilbuddet. Da den endelige konfirmation af oprettelsen af de 8 nye ABA-pladser skulle besluttes den 24. januar, havde ikke alle kommuner i amtet svaret, men det blev afgørende at amtets største kommune, Århus Kommune, var positiv, og at der var en række andre kommuner, som også var indstillet på at indgå aftaler om de kommende ABA-pladser. Det gælder således kommunerne Mariager og Midtdjurs.

Århus Amt står nu over for at indhente tilbud fra fem forskellige private supervisionscentre – fra Danmark, Norge, Sverige og England – hvoraf et skal levere supervision indtil Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital har fået efteruddannet en psykolog, der med tiden kan overtage supervisionsopgaven. Derpå skal børnene visiteres til tilbuddet. Visitationen skal foretages af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov. De endelige visitationskrav ligger endnu ikke fast.

Se også artiklen Århus Amt vedtager ABA-tilbud

 

Marianne Bugge / 02.02.2006