Stop for optag til ABA-forsøgsprojekter, der muligvis forlænges

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune indstiller, at man allerede nu lukker for optaget til kommunens ABA-forsøgsprojekter, som først starter den 1.3.2005.

Meget tyder på, at Københavns Kommune nu stopper for optaget til de kommende ABA-forsøgsprojekter. Forvaltningen har indstillet til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget – som har ansvaret for tilbud til børn med handicap – at der lukkes for visitering til forsøgsprojekterne med virkning fra den 2.2.2005. Baggrunden er, at ABA-forsøgsprojekterne har været en så stor succes, at man af økonomiske og organisatoriske grunde ser sig nødsaget til at ændre den tidligere beslutning om frit optag for alle interesserede. Forvaltningen har beregnet, at hvis den nuværende søgning får lov til at fortsætte uændret, så vil op mod halvdelen af alle førskolebørn med autisme være visiteret til ABA-behandling om et år.

Visitationen til ABA-forsøgsprojekterne startede i august 2005, og de første børn, der blev visiteret, var børn, der allerede i deres hjem modtog ABA-behandling. Disse børn – 8 i alt – blev inkluderet i den såkaldte overgangsordning, hvor kommunen betaler forældrenes udgifter til supervision og behandling i en overgangsperioden indtil kommunens egne ABA-projekter er etableret. Ud over disse 8 børn er der i perioden siden blevet visiteret 12 børn. Hvis man fremskriver den hastighed, hvormed forældre til børn med autisme har vist interesse for ABA-forsøgene, så regner man nu med, at der i løbet af 2005 vil komme yderligere 22 ABA-børn. Altså i alt 42 børn, hvilket svarer til næsten halvdelen af de førskolebørn, som har en autismediagnose og som bor i Københavns Kommune.

Da kommunen sidst regnede på en prognose over antallet af deltagere i ABA-forsøgene forventede man at der i 2005 kun ville være 16 ABA-børn i alt. Den nye prognose, som har fået forvaltningen til at foreslå et stop for optaget, betyder, at der i 2005 vil mangle 18,6 mio. kr. i budgettet for forsøgsprojekterne. Det er dette budgetunderskud, man ønsker at mindske ved at stoppe for optaget allerede på nuværende tidspunkt.

Samtidig åbner forvaltningen op for, at forsøgsperioden kan forlænges frem til den 31.12.2006. Ifølge den tidligere politiske beslutning skal forsøgene slutte senest den 31.3.2006, men forvaltningen kan nu forudse, at der bliver vanskeligt at nå at få foretaget en grundig evaluering inden da. Man frygter, at de børn, der er i ABA-behandling, vil stå uden et tilbud i perioden fra evalueringen er færdig og indtil politikerne i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget får truffet beslutning om ABA-behandlingstilbuddet skal fortsættes eller ej.

Medlemmerne af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget skal på deres møde den 2.2.2005 tage stilling til forslagene om stop for yderligere optag og om eventuel forlængelse af projektperioden. Det sker inden ABA-forsøgsprojekterne reelt er gået i gang. Oprindelig var det planen, at behandlingerne skulle starte den 1.1.2005, men det har ikke været muligt at få alle elementer i en sådan behandling – supervision, træningsledere og enkeltintegrerede børnehavepladser – på plads til de mange børn. Forsøgene starter i stedet den 1.3.2005.

Forvaltningens indstilling til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan læses på Københavns Kommune website.

Forsøgsordningen i Københavns Kommune er beskrevet i en artikel på ABAforum.dk

Joi Bay / 29.01.2005