Uværdig isolation

Af Pernille Poulsen og Michael Christensen, arkitekter, MAA

Mængden af autistiske børn er syvdoblet i Danmark de sidste ti år. Det livslange perspektiv for denne voksende gruppe ser i Danmark ganske deprimerende ud. Som forældre til et autistisk barn er det således trist at konstatere, at man herhjemme, i misforstået omsorgsfuldhed, opbevarer en stor del af de små autistiske børn i kommunale specialinstitutioner, hvor de isoleres fra normalsamfundet i et nærmest plejehjemsagtigt miljø.

Velmenende pædagoger tager sig af børnene og sørger for, at de får mad og en ren ble, men har kun ressourcer til at levere et minimum af stimulering og oplæring af børnenes sociale, intellektuelle og sproglige færdigheder.

Her er det nemlig sådan, at hvis et barn er udviklingshæmmet, må det enten være stærkt nok til at klare sig i tumlen i en normal børnehave med kun halvtids støttepædagog eller være henvist til at leve isoleret i en specialinstitution. Der er ingen mellemløsninger. Det er enten-eller.

Alle børn, uanset handikap, har et udviklingspotentiale. Det er der ingen, heller ikke i Danmark, der benægter, og det er grundlæggende for alle børn, at en væsentlig del af den udvikling og læring, børn kan opnå, sker gennem imitation af andre børn, som er længere fremme i udvikling.

Danmark har i behandlingen af autister, som et af de eneste lande, valgt alene at satse på det såkaldte TEACCH-system, hvis virkning er udokumenteret, og som er grundlæggende uforeneligt med integration i normalinstitutioner.

Når man så erfarer, at der faktisk findes veldokumenterede og gennemprøvede metoder til oplæring af udviklingshæmmede – ABA – (anvendt adfærdsanalyse på dansk), som netop er baseret på en tæt integration i det normale miljø, undres man endnu mere over, at det danske samfund ikke har som ambition at integrere disse børn i langt højere grad. Og at man slet ikke udnytter, at en tidlig og intensiv indlæring hos disse børn vil spare samfundet for ufattelige summer set i livslangt perspektiv.

Dette har ført til, at et stort antal forældre i Danmark har valgt selv at finansiere et ABA-program til deres børn, til en årlig udgift i størrelsesordnen 200.000 kroner, og i visse tilfælde endda selv betale løn til at øge antallet af timer for den kommunalt ansatte støttepædagog til barnet.

Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, og det er i strid med ånden i både serviceloven og FN's standardregler for de enkelte landes pligt til at sikre integration af handikappede i samfundet.

Bragt som debatindlæg i Politiken, 15.06.2003

Redaktionen / 17.06.2003