Integration eller specialinstitution

Af Cecilia Brynskov

Som forældre til David har Martin og jeg haft alle overvejelserne omkring integration eller specialinstitution tæt inde på livet.

Vi startede med at have David »integreret« i en normal vuggestue, og det var ikke nogen positiv oplevelse. Det var så frustrerende for ham at være der, at han vendte sig mere og mere indad og udviklede adskillige uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, blandt andet en hel del selvskadende adfærd. Han mistrivedes i den grad, og han udviklede sig ganske enkelt ikke.

Det ville have været nærliggende for os dengang at konkludere med fagfolkene, at dette betød, at han ikke egnede sig til at være i et normalt miljø, og at vi ikke behøvede gøre os nogen forhåbninger om, at han nogen sinde ville komme til det.

Vi vidste jo også, at vi her i Danmark har et stort – og dyrt – specialinstitutionssystem, hvor der er sørget for alt »fra vugge til grav«, som TEACCH-systemet populært kaldes.

Men det undrede os i den grad, at der kun findes disse to yderpunkter: Enten skal barnet være så velfungerende, at det kan integreres for en skilling, eller også skal det sættes ud på sidesporet, hvor specialinstitutionerne med de enorme midler bag står klar til at tage sig af det.

Hvorfor var der ingen mellemløsninger, hvor barnet fik lov til at blive integreret i det lokale miljø, men hvor der alligevel blev taget højde for og givet plads til dets handicap?

Det var tydeligt for os, at David ikke uden videre kunne kastes ud i et normalt miljø, men vi ønskede alligevel for ham, at han – på trods af alle sine særpræg og særlige behov – kunne få lov at have kontakt med alle mulige andre børn, så vi ikke på forhånd afskar ham fra muligheden af at lære, hvordan almindelige mennesker tænker, føler og handler.

Vi kunne oven i købet se, at dette også var intentionen i FNs standardregler om lige muligheder for handicappede:

 

»De enkelte lande bør anerkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og højere uddannelse for handicappede børn, unge og voksne.«

Vi kunne også læse om, hvordan man i andre lande, for eksempel Sverige og Norge, har som udgangspunkt, at barnet skal integreres – naturligvis på barnets betingelser og med de midler og den støtte, det måtte kræve.

Men hvad er så grunden til, at Danmark som et af de eneste lande i verden ikke sigter mod at integrere børn med autisme?

Det er der (mindst) to indbyrdes forbundne forklaringer på: en administrativ og en faghistorisk.

Den administrative er, at amter nødig vil give store summer til at opbygge kompetence i kommunalt regi, selvom alternativet er, at barnet for samme eller endnu flere penge kommer i en amtslig specialinstitution.

Den faghistoriske forklaring er, at Danmark som formentlig det eneste land i verden kun har satset på én enkelt behandlingsform for børn med autisme, nemlig TEACCH, og at denne metode er så godt som uforenelig med integration.

I sin tid opfattedes denne faglige prioritering som en luksusmulighed, kun Danmark havde, fordi landets skatteborgere tilsyneladende er villige til at betale de enorme summer, specialinstitutionerne og specialskolerne koster.

Men i dag viser erfaringerne rundt om i verden, at en tidlig og intensiv behandling, hvor der helt fra førskolealderen satses på at gøre børnene rustede til at blive integreret, kan gøre dem i stand til – med større eller mindre grad af støtte – at fungere så godt i samfundet, at det er helt urimeligt ikke at integrere dem.

Vi var heldige med David. Vi fik et projekt, hvor han på en gang kan få den specielle behandling og det specielle miljø, han har behov for, og samtidig kan få lov til at være blandt de velfungerende børn, som han hver eneste dag lærer en masse af, og som på deres side lærer en masse ved at være sammen med ham.

Men det sørgelige er, at han er en blandt meget få børn, der har fået denne mulighed. Langt størstedelen af vores lands autistiske børn kan stadig ikke nyde godt af den glædelige udvikling inden for behandlingen, fordi vi i Danmark stort set ingen faglig viden har om, hvordan man behandler tidligt og intensivt med henblik på integration, eller om, hvordan man bedst muligt integrerer børn med autisme.

Samtidig er der ingen i behandlingsverdenen, der har nogen interesse i at slå til lyd for det menneskelige i at integrere børnene. De kunne jo risikere at skulle tage deres faglighed op til revision.

Cecilia Brynskov / 11.09.2002