Ikke for skolen, men for livet

Af Merete Just, journalist

Alle kender Frank, men ikke én af os kan sige, hvilken farve hans øjne har.

Vi gik i samme skole, og selv om der var 800 elever, vidste vi alle, hvem han var. Frank kendte vi – selv om han ikke spillede fodbold eller kort i frikvartererne. Men han var med sit uforanderlige udseende i grøn parkacoat, kassebukser og store træsko næsten et trygt holdepunkt i tilværelsen for os andre. Sine skolebøger og et udtjent penalhus havde han i et fedtet bomuldsnet, der måske engang havde været råhvidt og uden pletter. Kom vi på biblioteket, var han der altid med sit net, men ingen så ham nogensinde til en skolefest.

Kom vi til at tale med ham, holdt han lange foredrag om radiosendere og kortbølger, og var umulig at stoppe. Vi syntes måske nok, at han var lidt sær, men sådan var det. Han var en del af vores barndom, og alle syntes uudtalt enige om, at han hørte til – uden at Frank behøvede at galpe op i tide og utide – og på sin egen stille facon hentede han den ene topkarakter efter den anden, da tiden var inde til eksamen.

I dag har radio- og tv-forhandlerne hjemme i min barndomsby kamp til stregen. Det er langt fra hver dag, de lokale indleverer apparater til reparation hos de kendte kæder, hvor de køber dem. Det klarer Frank. Det klarer han under arkitektlampen ved sit skrivebord i det hus, han har købt, selv bor i og lejer værelser ud i. Lejeindtægten supplerer førtidspensionen, for først som 36-årig fik han navn for de vanskeligheder, som hele livet har fået Frank til at skille sig ud: Aspergers Syndrom.

Hans liv er så afgørende forskelligt fra vores. Vi blev forældre – Frank gjorde ikke.

Frank ville selv give en mere nuanceret og knapt så floromvunden og blomstrende beskrivelse af vores barndom, som jeg gør. Selvfølgelig ville han det, men vi er adskillige i min barndomsby, der mener, at vi skylder ham tak: Han – i noget højere grad end lærerne med deres 70’er-fodformede holdninger – lærte os om retten – og pligten – til at acceptere forskellighed. Måske lærte han endda nogen af os lidt om tolerance i en lille by, hvor rammerne kan synes snævre …

Og så alligevel. En undersøgelse lavet af Kommunernes Landsforening (KL) har for nylig vist, at hvis det står til forældrene, kan politikerne glemme alt om deres store mantra i disse år: Rummelighed i folkeskolen. Mange folkevalgte ønsker en folkeskole med så højt til loftet, at børn med særlige behov i størst muligt omfang skal følge en dagligdag i en normal klasse. Politikerne har ifølge undersøgelsen ikke fælles fodslag med forældrene:

– Et solidt flertal blandt forældrene ønsker, at børn med særlige behov fortsat skal skilles ud fra normalklassen og modtage specialundervisning, skriver bladet Danske Kommuner.

Hvis forældre mon der er tale om? Forældrene til de såkaldt normale børn – eller forældrene til børnene med »særlige behov«? Svaret på dét lader Danske Kommuner blafre i vinden …

Hvis man som mor eller far til et velfungerende barn erklærer, at man ønsker, at børn med særlige behov fortsat skal skilles ud fra normalklassen og modtage specialundervisning, hvem tænker man så på?

Hvis interesser varetager I så som forældre?

Tænker I på skattekroner? Nej, vel. Tænker I på den generelle situation for 20.1-området i Danmark? Nej vel, I aner ikke, hvad det betyder. Tænker I på mobning? Nej vel, det kunne jeres velfriserede og velopdragne børn da aldrig finde på!

Tænker I på børnene med de særlige behov? Nej vel, dem tager det offentlige sig da af! Tænker I på, at nogle af børnene med de særlige behov faktisk ikke har større behov, end at de med en beskeden ekstra indsats, der måske endda er billigere for samfundet end specialskolen, kan dækkes i den almindelige, danske folkeskole? Nej vel, det er da ikke jeres problem.

Tænker I på muligheden for, at jeres børn kunne lære noget andet end det, I umiddelbart tænker på, mens I smører madpakken efter kostpyramidens stringens? Nej vel, I har da nok at se til med fuldtidsjob, to biler, patriciervillaen og planlægningen af ferien! Tænker I på, at de kunne lære noget andet end det, der skal føre dem ad den slagne vej til et liv, der er en nøjagtig kopi af jeres eget? Nej vel, I skal lige nå at have støvsuget i stuen ud mod gaden, for hvis nu nogen kigger ind ad vinduerne …

Tænker I nogensinde på chancen for, at jeres børn kunne lære et og andet om, at mennesker grundlæggende er forskellige? Nej vel. Findes ord som social forståelse, accept og tolerance i jeres ordforråd – i jeres tanker?

Find selv svaret. Hvis I tør. Og mon I kan sove om natten i det øjeblik (hvis det findes!), hvor I tør se omfanget, betydningen og konsekvenserne af jeres oprigtige svar, som I naturligvis holder for jer selv, i øjnene? Men I tør nok ikke.

Farvel til ordblinde, gangbesværede, hørehæmmede, sære, autistiske – ja, hvem ved, måske en dag til de grimmeste, de fedeste og de fattigste! Hen i ghettoen til de andre udstødte med dem, så deres »særlige behov« kan forstærkes og ikke angår jer og jeres børn. Ud af øje, ud af sind.

Farvel til Frank!

Spørger man Frank, mens han reparerer ens genstridige videomaskine, vil han svare, at han var glad for vores skole, men at han gerne ville have haft hjælp til at forstå, hvorfor vi andre ikke altid sad på biblioteket, hvorfor vi gik til fester, og hvorfor vi piger slyngede armene ind i hinanden, når vi gik i skolegården. Han ville gerne have haft hjælp til at lære noget om vores adfærd, hvordan vi begik os i den verden, som for ham er så kaotisk – og for os så legende let.

Men aldrig ville Frank have undværet den beskedne følelse af fællesskab, han på en eller anden måde i glimt følte, fordi vi accepterede. Fordi han altid havde været der, ligesom os skulle han være der – og det blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved. Der blev ikke lavet undersøgelser, der viste noget som helst.

Frank, når du læser dette på en hjemmeside for den behandling, du ville have givet alt for at have fået for 30 år siden, så skal du vide, at det, du lærte os derhjemme, var virkeliggørelse af de gamle latineres vise ord, som du med 13 i latin næppe nogensinde har glemt: Non scholae, sed vitae.

Ikke for skolen, men for livet.

Redaktionen / 06.09.2003