Læse- & skriveprogrammet – et alternativt kommunikationssystem

Nina Watthen-Lovaas interviewes af Joi Bay, ABAforum


Udvikling og optræning af talesprog er en af hjørnestenene i den klassiske form for ABA for børn med autisme. Men det er ikke alle børn med autisme, som kan lære at imitere verbalt, og til disse børn er der ved Lovaas Institute for Early Intervention (LIFE) udviklet et alternativt system til sprogindlæring - læse- & skriveprogrammet. Nina Watthen-Lovaas, som har været en af hovedkræfterne i udviklingen af læse- & skriveprogrammet1) fortæller i dette interview om baggrunden for dette system og om de resultater, man har opnået ved at lære børn med autisme at læse og skrive som alternativ til talesprog. Læse- & skriveprogrammet lærer nonverbale børn at læse ord og sætninger samt at skrive på computer uden at de er i stand til at verbalisere de ord og sætninger, de lærer at skrive og forstå. Indlæringen sker primært i kraft af matching af først bogstaver og siden ord med objekter. På den måde etablerer børnene et ordforråd af ordbilleder, som giver disse børn adgang til skriftsproget, og som dermed sætter dem i stand til at kommunikere i en form, der er forståelig og effektiv blandt personer uden handicap.

Hvad er historien bag læse- & skriveprogrammet?

Vi lagde mærke til nogle karakteristika hos de børn, som ikke profiterer af den traditionelle sprogtræning i vores ABA-program, nemlig deres visuelle styrker. De kunne f.eks. lægge puslespil – spil, som var af en betydelig højere sværhedsgrad end deres udviklingsalder ellers indikerede. Disse børn kunne også huske f.eks. vejen til deres bedstemors hus eller vejen til Mac Donald’s – de kunne huske alle detaljer, så hvis deres forældre kørte en anden vej, kunne de blive meget bestyrtede. Deres visuelle hukommelse syntes altså at være veludviklet. Så vi tænkte, at hvis de er visuelt stærke, kan det måske være en hjælp for dem at anvende visuelle undervisningsmaterialer, fordi visuelle instruktioner ikke forsvinder på samme måde som når du siger til et barn: ’Ræk med blyanten!’’. Når du har udtalt en sådan instruktion er den forsvundet. Hvis den i stedet er skrevet vil barnet kunne kigge på den og den ville stadig være der. Det er baggrunden for, at vi begyndte at indøve matching af bogstaver og af ord, og vi opdagede, at for de fleste af disse visuelt stærke børn var det forstærkende i sig selv at arbejde med bogstaver. De opgaver, som vi forventede ville være vanskelige, var ikke nødvendigvis svære for disse børn. F.eks. at matche et objekt til et skrevet ord forventede vi ville være en vanskelig opgave. Men disse børn kunne mestre en sådan opgave med f.eks. 12 forskellige ord på bordet, og efter meget lidt træning kunne vi give dem et andet objekt, og de kunne lægge det på det korrekte ord uden store problemer. Og på den måde lærte de efterhånden at ‘læse’ på en meget, meget simpel måde. Der er ikke tale om rigtig læsning, men barnet viste os, at det faktisk havde potentialer til at lære at læse. Så herefter indførte vi læse- & skrivepladen2), som faktisk i højere grad minder om rigtig læsning og skrivning.

Herefter vendte vi processen om at lade børnene matche ord til objekter. Men meget ofte har disse børn også finmotoriske problemer, så det viste sig vanskeligt at lære dem håndskrift. I stedet lærte vi dem at skrive på tastatur. Vi eksperimenterede med at skrive på tastaturer, og i begyndelsen skrev de med kun en finger, men vi ville i stedet lære dem at anvende to fingre. Overraskende nok viste det sig betydeligt lettere end forventet at lære de fleste af disse børn at bruge et tastatur. I starten lærte de kun at skrive enkelte bogstaver, men fortsatte senere til at skrive hele ord. I starten kopierede de kun hvad andre stavede for dem, og de kunne slet ikke give objekterne navne i skriftlig form. Men efterhånden som børnene lærte at imitere ordbilleder ved at kigge på et trykt ord, så lærte de langsomt at skrive f.eks. ‘kop’, ‘bil’, ‘and’, ’bold’ osv., og de lærte at navngive objekter ved at kigge på objekter for herefter at stave til objektets ordbillede på tastaturet.

Er læse- & skriveprogrammet en original videreudvikling af ABA-behandlingen eller har det været forsøgt tidligere ABA-behandlingens historie?

Læse- & skriveprogrammet er baseret på teknikker, som er blevet forsøgt med andre børn, men der har kun været meget få studier, der omfatter børn med autisme. De fleste omfatter børn med andre udviklingsproblemer. Det var Svein Eikeseth og jeg, som startede læse- & skriveprogrammet, men det er faktisk Erik Lovaas, som sammen med mig har skrevet lærebogen i læse- & skriveprogrammet. Erik Lovaas er søn af Ivar O. Lovaas, og han arbejder også med børn med autisme.

Hvad er de vigtigste forskelle mellem de tidligere forsøg på at lære børn med udviklingshæmning at læse og skrive og det nye program?

Alle tidligere forsøg har været baseret på imitation. Så den største forskel på det, vi gør, og de tidligere forsøg, er, at vores teknik er baseret på matching, hvilket giver mulighed for mere avancerede metoder. Den forskning, som jeg har læst om de tidligere forsøg på at lære børn med autisme at læse og skrive, er faktisk aldrig nået så langt, som vi nu har. Det er den væsentligste forskel, så vidt jeg kan bedømme det. Tidligere forskning i læsning og skrivning for nonverbale børn er stoppet ved bare at navngive objekter eller f.eks. at bede om noget, som barnet ønsker her og nu, med et enkelt, fortrykt ord. Vi har forsøgt at finde en alternativ kommunikationsform, som vil sætte et barn med autisme i stand til at kommunikere på et højere niveau end blot med enkelte ord. Den nuværende lærebog i læse- & skriveprogrammet slutter på et bestemt trin i sprogindlæringen, så vi er nu i gang med at skrive en efterfølger, som vil handle om videregående sprog, og som vil rumme mere avancerede former for grammatik. Den starter med, hvordan man lærer visuelt orienterede børn præpositioner og pronominer, at danne sætninger, hvor du kombinerer alle disse elementer, således at et barn, der kommunikerer ved hjælp af læsning og skrivning kan udtrykke sig mere som et verbalt barn kan.

Hvordan forholder læse- & skriveprogrammet sig til PECS3), som jo også anvendes til nonverbale børn?

De to systemer er meget forskellige. Jeg ved ikke nok om de mere avancerede former for PECS, men på de basale niveauer er PECS ene og alene baseret på matching. Så barnet lærer ikke diskrimination via PECS – i al fald ikke på de basale niveauer. Det betyder, at børn, som lærer PECS, primært lærer at bruge deres kommunikationsmiddel til udelukkende at bede om ting, de har lyst til, og som i mange tilfælde fungerer som en forstærker. F.eks. at gå på Mac Donald’s, at gå til svømning, at få sin yndlingsmad. I læse- & skriveprogrammet har vi større ambitioner om at kunne fungere som medium til bredere kommunikationsformer.

Vi anvender PECS som en start til nogle af de børn, som er visuelt orienterede, men vil gradvist indføre skrevne ord og i en overgangsfase anvende en kombination af PECS-symboler og skrevne ord. Men efterhånden udfaser vi symbolerne, således at børnene bliver i stand til at klare sig med de skrevne ord alene. Vi håber, at læse- & skriveprogrammet efterhånden vil blive en mere praktisk form for kommunikation end PECS, fordi med PECS må man hele tiden medbringe hele sit ordforråd i form af en kommunikationsbog fyldt med symboler. I læse- & skriveprogrammet kan man i stedet klare sig med en transportabel computer, således at man har adgang til at kunne kommunikere ved at skrive.

Er læse- & skriveprogrammet primært et alternativt kommunikationssystem eller er det primært et middel til at forøge børnenes akademiske færdigheder og dermed deres muligheder for at anvende læsning og skrivning i deres skolegang?

Vi har ikke data på det endnu, men det er tydeligt, at nogle af de børn, som lærer via læse- & skriveprogrammet, fra starten af deres ABA-behandling ikke forstod talt sprog og heller ikke selv kunne tale. På instituttet har vi for øjeblikket i al fald to børn, som er i færd med at lære brugen af talesprog, og efter min mening ville dette aldrig være sket uden læse- & skriveprogrammet. Så skriftsproget har hjulpet disse børn til at forstå talt sprog og kombinationen af øvelser i skrive- og talesprog har efterhånden lært dem lyden af ord i en sådan grad, at de langsomt kan begynde at anvende disse ord verbalt. Et af disse børn er en pige, som nu er 8 år gammel, og som har været hos os siden hun var to – hun kan nu tale i sætninger. Hun kan f.eks. sige ‘jeg hedder Sara, jeg bor her, jeg kan lide at gå på McDonald's, jeg vil gerne besøge min bedstemor’. For hendes mor er det en slags mirakel, selv om denne udvikling er kommet i stand ganske langsomt i løbet af seks års behandling. Men jeg tvivler på, at det samme ville være sket med PECS.

Hvad er de individuelle kriterier for at begynde læse- & skriveprogrammet?

Kriterierne er at et barn ikke lærer receptive instrukser selv efter du har forsøgt med alle de teknikker, som står til rådighed inden for ABA-metoden, dvs. at barnet stadig ikke kan diskriminere – ligegyldigt hvad du gør og hvor mange teknikker du tager i anvendelse for at lære dette barn at se og lære forskellen på ’bog’ og ’blyant’. Du træner verbal imitation, men barnet kan ikke lære at producere lyde eller at kombinere de lyde, det kan, til ord. Så fremskridtene udebliver selv efter fire måneders intensivt arbejde i 40 timer om ugen med de bedste lærere, der findes4) – barnet gør ikke fremskridt. Så foreslår vi barnets forældre, at vi skal forsøge at supplere den traditionelle ABA-metode med læse- & skriveprogrammet. Vi opgiver aldrig den traditionelle ABA-metodes verbale imitation – især ikke efter vi har erfaret, at nogle af disse børn faktisk begynder at tale efter nogen tid. Så vi fortsætter med den verbale imitation og vi tester løbende for at se, om begge metoder er brugbare for det enkelte barn. I Saras tilfælde, som jeg nævnte tidligere, har vi nu udfaset læse- & skriveprogrammet og anvender nu kun det traditionelle ABA-system, fordi hun nu forstår mundtlige instruktioner og også selv kan tale.

Kan læse- & skriveprogrammet fungere som en genvej til akademiske kvalifikationer på samme måde som almindelig læsning og skrivning gør for ikke-handicappede børn?

Ja, det kan det. For de børn, der lærer meget hurtigt, lærer vi dem at læse og skrive ved at bruge fonemer/lydskrift. Det betyder, f.eks., at vi siger: ’ Her er bogstavet T, og hvordan lyder et T?’ Og de svarer med lyden T som i kat, og kan derfor anvende lyden til at lære at læse og skrive. De lærer med andre ord at stave til ordet og er ikke afhængige af ordbilledet på samme måde som de børn, der lærer efter læse- & skriveprogrammet.

Genkendelse af ordbilleder anvendes jo også i visse metoder til tidlig læseundervisning for ikke-handicappede børn

Diskussionen om metoder til læseindlæring har pågået i en lang årrække, og jeg er sikker på, at læse- & skriveprogrammet også kan anvendes til at lære auditivt stærke børn at læse og skrive, men vi har ikke anvendt metoden på den måde. Vi har anvendt det for børn, som er i en mellemgruppe – børn, som lærer at forstå verbale instruktioner og som lærer at tale på et vist niveau, men som har problemer med at få et flydende talesprog. Og for dem synes det som om, at når de kan se ordet, bliver det lettere for dem at producere en sætning – også efter at den skrevne instruks er fjernet. Så vi anvender læse- & skriveprogrammet til disse børn indtil de kan læse sætninger flydende, hvorefter vi udfaser den skrevne sætning og fortsætter med verbale instruktioner. Vi har ingen data på disse effekter, men for i al fald et par børn, som fra begyndelsen havde en del verbal formåen, har det hjulpet dem til at få et mere flydende talesprog.

Hvad er årsagen til, at I ikke har data på effekterne af læse- & skriveprogrammet, som har været i brug siden 1994 – altså i næsten 10 år?

Problemet har været tid. Jeg er praktiker – jeg kan lide at arbejde med børnene – og det er svært at finde tid til at bearbejde data, selv om disse data selvfølgelig findes. Vi har data om mere end 50 børn, som har anvendt læse- & skriveprogrammet i nogen tid, men det tager tid at bearbejde disse data og få produceret videnskabelige artikler, som kan indsendes til bedømmelse før offentliggørelse. Det tager betydelig længere tid, end man skulle tro. Det tog os år at skrive lærebogen i læse- & skriveprogrammet5), og jeg har for længe siden lovet at færdiggøre bind 2 af denne lærebog uden at det er sket. Så problemet er tid, men også ressourcer, og vi har aldrig midler til forskning. Da Kennedy var præsident i USA havde Ivar Lovaas mange penge til forskning, men for øjeblikket er samfundsøkonomien ikke god og det har været svært at skaffe midler til forskningsprojekter. Hvis man vil forske, så må man gøre det for egne penge og egen tid, og det er de færreste der kan dette.

Hvis I havde adgang til data ville det så være muligt at registrere sideeffekter af læse- & skriveprogrammet i f.eks. tests af sprog og intelligens?

Ja, det vil jeg tro!

På en måde er læse- & skriveprogrammet altså en ny måde at hjælpe børn, som ikke kan profitere så meget af den traditionelle ABA-behandling?

Ja, det er hele ideen med systemet, at vi kan hjælpe flere børn. I den oprindelige effektundersøgelse fra 1987 var der 47 %, som klarede sig virkelig godt, men der var også 53 %, som ikke klarede sig så godt, selvom der i denne gruppe var stor variation. Nogle af disse børn ville klare sig mindre godt, og vi er blevet mere og mere interesseret i netop de børn, der ikke klarer sig så godt, fordi vi i forhold til disse børn – som Ivar Lovaas siger – mere eller mindre har udtømt mulighederne i den traditionelle ABA behandling. Udviklingen af læse- & skriveprogrammet var et resultat af disse overvejelser. Vi observerede disse børn, som lærere forsøgte at lære tegnsprog, og hvor svært det var at lære for disse børn, fordi mange af dem også har finmotoriske problemer. Tegnsprog var også for svært for dem, fordi når man laver tegn-til-tale så skal man på samme tid både lytte og se på lærerens hænder – hvad laver læreren med sine hænder? Og hvad siger hun eller han? Så barnet skal faktisk foretage en slags dobbelt diskrimination. Og med tegnsprog forsvinder en del af instruktionen når man anvender tegn, som består af mere end en bevægelse. Hvis vi tager tegnet for bog f.eks. så består det af en dobbelt bevægelse med hænderne, der starter som en lukket bog, som herefter åbner sig. Neurologisk kan det være vanskeligt at huske sådanne komplicerede håndtegn. Hvis man i stedet anvender skrivesprog, vil instruktionen hele tiden være der, således at barnet kan checke instruktionen og bedre huske den. Jeg tror, det er en væsentlig forskel.

Nogle af de børn, som undervises efter læse- & skriveprogrammet og som kommer langt i forløbet, har problemer med at skrive på tastatur – det tager tid for dem. Læreren skriver f.eks. ‘Vil du have kartoffelsalat i dag?’, hvorefter eleven skal læse sætningen og svare: ‘Nej, jeg vil gerne havde chips’. Det tager tid. Hvis vi i stedet anvendte tegnsprog, ville det gå hurtigere. En mor til et barn, som var i ABA-behandling og som blev undervist i læse- & skriveprogrammet, begyndte at lære sin søn tegnsprog, og han anvendte efterhånden simple tegn når han skulle bede om ting. Så når han ville have et æble ville han bruge tegnet for æble i stedet for at skrive ‘Jeg vil gerne have et æble, mor’ på tastaturet. Så han anvender nu en blanding af tegnsprog og skrivning og læsning som kommunikationsmiddel.

Det ville sandsynligvis være let at konstruere et computerprogram, som kunne lære disse børn at matche og diskriminere mellem bogstaver. Er det en fremtidsmulighed eller er du modstander til denne type af teknologi, fordi du prioriterer den personlige interaktion mellem barn og lærer?

Denne metode er meget tidskrævende. Børnene har brug for en masse forstærkning, så det ville være en stor hjælp at kunne råde over en computerversion af læse- & skriveprogrammet, men det også et spørgsmål om at få tid til noget sådant. Og om at finde de rette folk, til at producere det. Men jeg tror, det ville være en stor fordel, fordi man i så fald kunne veksle mellem at udføre øvelserne på læse-skrive-pladen og på computeren, som måske kunne være mere forstærkende for barnet. Men så mister man til gengæld en-til-en intensiteten, når man anvender computeren. Men jeg er sikker på, at det ville være et godt supplement til systemet. Uden tvivl.

Jeg har ikke læst kritik af læse- & skriveprogrammet, men jeg kan gætte, hvad kritikken kunne være. Nogle fagfolk vil sandsynligvis sige, at det er en meget langsom måde at lære børn med autisme et alternativt kommunikationssystem. Og at f.eks. PECS vil være betydelig hurtigere at indlære.

Det afhænger af barnet. For børn med meget store problemer vil PECS måske være den eneste mulighed. Vi har børn, som aldrig kan lære at matche ord til ord, og som aldrig vil lære at forstå forbindelsen mellem et objekt og et skrevet ord. For dem kan symboler være den eneste mulighed for at lære at kommunikere. Så vi vil altid overveje PECS som en mulighed – enten alene eller som et supplement til læse- & skriveprogrammet.

Du opfatter ikke læse- & skriveprogrammet som en lang omvej for bare at blive i stand til at bede om chips?

Hvis du forudser, at det vil tage meget lang tid, kan man altid anvende PECS først som en hurtig genvej, og så bruge læse- & skriveprogrammet som en mere langsigtet mulighed. Hvor langt kan dette barn komme med PECS, og hvor langt kan det eventuelt komme via læse- & skriveprogrammet? Det er også et meget individuelt spørgsmål for hvert enkelt barn. Efter at have prøvet læse- & skriveprogrammet i et halvt år kan man vurdere systemet i forhold til dette barn. Hos nogle børn, vil man konstatere at et barn, som ellers er lavtfungerende på mange måder, vil profitere enormt af læse- & skriveprogrammet. Hos et andet barn vil det efter et halvt år vise sig, at det er PECS og ikke læse- & skriveprogrammet, han skal lære.

Et andet kritikpunkt vil sandsynligvis være, at dette kommunikationssystem ikke faciliterer spontan kommunikation. At det altid er den voksne, som tager initiativ til kommunikationen i indlæringsfasen?

Ikke nødvendigvis. Vi har børn, som altid har en letvægtscomputer til rådighed. AlphaSmart 2000 hedder den, og den vejer ingenting, så den er let at have med sig overalt. Den har en meget lille skærm. Vi har børn, som altid har en sådan computer med sig. Og et barn beder hele tiden spontant om ting og sager med sin AlphaSmart. Han kommer hen til sin mor og skriver, ‘Kan vi ikke gå i zoologisk have i dag?’. Eller ‘Jeg vil gerne have en hamburger nu, mor’. Og han kan skrive: ‘Jeg gider ikke arbejde med dette mere, mor! Jeg vil have en pause’. Så man kan faktisk spontant udtrykke behov med dette system lige så let som med PECS. Hvis man vil være spontan med PECS må man hele tiden have adgang til sin kommunikationsbog, og man kan lige så godt medbringe en AlphaSmart som en PECS-kommunikationsbog. Så jeg opfatter ikke spontaniteten som et problem. Nogle børn ejer den avancerede version af AlphaSmart – den kaldes Link – og med Link kan computeren verbalisere de skrevne sætninger. Så efter at en sætning er tastet, udtaler computeren faktisk sætninger verbalt. Hvis jeg skrev en sætning til dig, ville computeren udtale min tekst, således at det ikke var nødvendigt for mig at vise dig computerens skærm, hvilket er tidsbesparende i kommunikationsprocessen.

Efter min mening er det et stort problem for de børn, som virkelig kommer langt i læse- & skriveprogrammet, at det er meget, meget vanskeligt at etablere social kommunikation med andre børn. Men det samme gør sig gældende med PECS. Man får heller ikke megen social kommunikation med PECS. Og hvis man har to børn, som begge anvender PECS, kan de aldrig kommunikere med hinanden, fordi de vil være for autistiske til denne form for kommunikation.

Hvor langt er det muligt for et visuelt orienteret barn at nå med læse- & skriveprogrammet? Kan disse børn komme til at læse en børnebog?

Ja, det er der ingen tvivl om. Vi har børn, som læser bøger – Barney og Sesame Street6) – og på spørgsmål fra læreren kan de besvare spørgsmål om det, de har læst. Så der er ingen tvivl om, at de forstår, det de læser.

Så på et vist tidspunkt kan ‘læsning’ bliver til læsning i ordets normale betydning?

Ja, men vi ved endnu ikke hvor mange af de børn, vi opfatter som visuelt stærke, som vil kunne nå dette niveau. Vi ved ikke hvor stor en procentdel, der vil kunne læse på denne måde.

Noter

1) Watthen-Lovaas, N., & Lovaas, E. E. (1999). The reading and writing program: An alternative form of communication for students with developmental delays. Los Angeles, CA: Lovaas Institute for Early Intervention. Email: readandwrite@Lovaas.Com

2) Læse-skrive-pladen er en tavle med velcrobånd, som anvendes til placering af billeder af objekter og ordbilleder. Læse-skrive-pladen kan ikke købes, men kan let fremstilles.

3) PECS (Picture Exchange Communication System) er et billedbaseret alternativt kommunikationssystem

4) I USA har uddannelsessystemet ansvaret for behandling af børn med handicap fra de er 3 år gamle, og pædagoger, som arbejder med børn med handicap kaldes uanset børnenes alder for lærere.

5) Watthen-Lovaas, N., & Lovaas, E. E. (1999). The reading and writing program: An alternative form of communication for students with developmental delays. Los Angeles, CA: Lovaas Institute for Early Intervention.

6) Barney og Sesame Street er titlerne på populære amerikanske edutainment tv-programmer for mindre børn, og der er udgivet bøger med udgangspunkt i disse tv-programmer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Joi Bay / 03.10.2004